Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/8

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
4


Sag, han vilde tjene, ved sine Overdrivelser og Fantasterier; ifølge sit udpræget lyriske og hyperidealistiske Væsen plejede han at stile mod saa fjerntliggende Maal og at lægge slig ivej og stige saa højt tilvejrs, at han ikke kunde faa Folk med sig. Men, — trods alt, — han staar dog for os som den centrale Skikkelse i den store Gjærings- og Gjennembrudsperiode i 30 Aarene, hvormed det nye Norge egentlig kan siges at begynde. Perioden blir nævnt og med Rette nævnt efter ham: Wergelandstiden. De Tanker og Tendentser, hvorved den er karakteriseret, har fundet det klareste og fyldigste Udtryk i hans Personlighed og hans Virksomhed, baade den politiske og den poetiske. Han kastede ved sit Geni Glans over Arbejdet med at gjennemføre det norske Folks Selvstyre og den norske Stats Suverænitet, som blev tat op i denne Periode, og der tilkommer ham allerede paa Grund deraf en Del af Fortjenesten for hvad der blev udrettet paa disse Omraader. Og, om han end ofte opstillede Maal, hvorved han forregnede sig, forsaavidt som de laa helt udenfor Samtidens Rækkevidde, saa har det dog vist sig, at han derved gav Impulser til Vækkelse og Vejledning for senere Tiders Arbejde. —

Vi kan vel, ifølge den nære Overensstemmelse mellem Wergeland og Bjørnson, føle os saa temmelig tryg paa, at, som det er gaaet med Dommen over den enes politiske Virksomhed, saaledes vil det ogsaa komme til at gaa med Dommen over den andens. —

Bjørnsons Deltagelse i Politiken synes hidtil mest at ha været ivejen for den fulde og almene Anerkjendelse af hans Storhed som Digter og Personlighed. «Digterpolitikeren» har været et blandt hans Fjender meget yndet Skjeldsord, som har været slængt efter ham idet uendelige, som om dette Ord skulde udtrykke en aldeles umulig og urimelig Kombination. Højrepartiets Organer har en og anden Gang i et Anfald af Højmodighed eller streng Retfærdighedsfølelse sondret mellem Digteren og Politikeren og reserveret sin skyldige Agtelse for den første, idet de fældte Fordømmelsesdommen over den sidste; men naar Striden var paa det skarpeste, har