Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/555

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
551


genting for sig selv. (Bifald.) Det er bra at være Numer to i en Forening, naar man ikke kan være Numer en; men bedst er at være Numer sig selv. (Bifald.) Det er Svensken, og det er Dansken, og jeg tror ikke, de længer tør sige — at vi fortjener at være det mindre end de. Dog aldrig bliver vi det i Foreningen, som den nu er, dette er det, Fælleskongedømmmet har lært os — og lærer os. (Bifald.)

Ja, selvstændighedens Æresfølelse over vor Kamp. Saa ved jeg ikke alene, at vi senere eller tidligere sejrer; men at Sejren vindes med overbevisningens Vaaben i Valgenes ublodige Slag, og da ved jeg, at Broderfolket vil faa Ærbødighed for Vor Vilje; thi den er jo ingen anden end den, de ærer hos sig selv, — og ingen anden end den, Kongemagten truer os til. (Bifald.)

A Og saa — hvad der for mig er det største — hver Individ skabes af det heles Selvstændighed til et Væsen med højere Energi, større Evne, dristigere Syn, den selvstændige Slægt er den gladeste, fyrigste, iderigeste.

Paa Stiklestad, vor gamle Selvstændigheds største Sted, — et Leve for det til selvstændighedens Ære atter opvoxende norske Folk. (Jublende Hurraraab.)