Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/345

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
341

han peger paa det, omtrent som paa en Folkevise, et Sagn, hvoraf der skal gaa et kunstnerisk, forskjønnet Echo gjennem Kulturlivet og Festsalen. — I Omgang, i optræden, i Samfundet var de ligere, end man har villet se. Det var kun Formen (som den forskjellige Omgang end mere udviklede), der skilte dem. Velhaven var lige saa hensynsløs og nedrivende i sin, som Vergeland var brutal og stormende i sin Ring. Det Naragtige, det Falske, det abekatagtige Fremmede gik de begge lige stærkt løs paa, ja, selv i en vis Sort Tidsfordriv (altsaa i Naturens umiddelbare Ytring) var de heri lige, kun at Vergeland tog nogle gamle Julebukke og holdt Kommers med, mens Velhaven gjorde tæt Nar af de Narre, han netop sad imellem, han var (i god Forstand) det gode Selskabs enfant terrible, — og det vovede ikke at kny. Naar man har villet slaa Velhaven og Schweigaard sammen, fordi de stod i samme Ring, dengang Kampene begyndte (skjønt blot tildels om samme Sag, da Schweigaards realistiske Natur ikke var Velhavens) og senere i samme Selskab, — saa er dette egentlig blot en fortsat Fejltagelse; Schweigaard generedes idelig af Velhavens «ubetimelige» Ytringer og Optræden — heri var Velhaven nu engang Vergelands rige Slægtning, som i meget mere, end Samtiden har havt Øje for.

De to store udtømmende Modsætninger i den Tid, som nu med sin omtrent sidste Repræsentant gik i Graven, var som sagt Henrik Vergeland og Martin Schweigaard, ligefra Navnet til Gravlægningen, den første med det helt norske, den anden med det halvt fremmede Navn, den første, fulgt af Folket til Graven og i en Sorg, som i Æventyret om de syv Ravne, hvor alle Fattige og Forsømte og Foragtede, lige ned til Skjælmene og de løsladte Forbrydere trænger frem og sprænger Vagten forat faa komme nær sin elskede Dronning, — den anden korporationsmæssigt højagtelsesfuldt, officielt, med Kongens Repræsentant først efter Kisten, og i et administreret Følge paa Administrationens Kost. Vergelands Natur skyllede op som et Folke-Opkom, brød ubændigt Hindringerne, indtog Markerne, og fulgtes af Foragt og Beundring, Kjærlighed og flad, Forbandelser og Velsignelser paa hele sit vilde Tog lige til Udløbet idet Evige. Schweigaard levede den Lykkeliges Liv i en klar Strøm med et skjønt Udløb. Han skred frem i stræng Lydighed mod alle de Begreber, som Samtidens Dannelse hadde optaget i sine Love. Ikke paa det mindste Punkt misforstodes han, og der han ikke straks forstodes, fulgte ham en ærefrygtfuld Fortolkning. Vergeland var tilsidst forladt i Mis-