Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
20


sig til at bli, som i Wergelandstiden og i endnu højere Grad end da, en Kamp over hele Linjen, hvorved de modstridende Anskuelser og Tendentser paa snart sagt alle Aandslivets Omraader kaldtes frem og bragtes til at maale Kræfter med hinanden. —

I denne Kamp var Bjørnson selvskrevet til at indtage en Førerstilling paa venstre Side. Han havde været med paa at aabne Kampen ved sit Brud med fordums Meningsfæller i „Det skandinaviske Selskab“, og ingen kunde ha bedre Ret eller sterkere Kald til at ta Del i den paa dens senere stadier. Ingen kunde være mere skikket til at repræsentere en Bevægelse, som paa engang var national og liberal-demokratisk. Han var (som han er) Norskhedsmanden fremfor nogen i sin Samtid, ifølge sit Standpunkt og ifølge sit Væsen: man behøver bare at se ham for at forstaa, i hvilken Grad han er typisk for sit Folk, en Inkarnation eller Personifikation af alt det, som udgjør Styrken og Særegenheden Ved norsk Nationalitet, saa Norges selvstændighedssag maatte være for ham mere end for nogen anden en personlig Hjertesag. Og han var ikke mindre udpræget Demokrat, ifølge hele sit Væsen og sine Traditioner, — Demokrat, som Wergeland var det, og som vel enhver født Hersker- og Førernatur er det. „For de smaa i Samfundet har jeg slaas fra min første Dag i Skolen,“ har han sagt etsteds, „og jeg tror ikke, at noget i min Natur er sterkere end det.“ —

Hos Wergeland var Demokratismen ikke bare en Hjertesag eller et Udslag af hans medfødte Væsen, men bygget paa visse bestemte og bevidste Principper, som havde Sammenhæng med den Verdensopfatning, hvori han var opdraget, og som blev Udgangspunktet for hans Digtning og hele offentlige Virksomhed. Med Bjørnson forholdt det sig fra først af vistnok anderledes i saa Maade. Hans Instinkter og Følelser gjorde ham til Demokrat, vel endog i højere Grad end Wergeland; men hans Demokratisme savnede længe et Grundlag svarende til det Wergelands havde i en omfattende, konsekvent Verdensopfatning Han, som ved sine Evner som Digter