til Skandinavismens varmeste og virksomste Talsmænd, var en af de yderst faa, som ved denne Lejlighed brød aabent ud af Rækkerne. Han kjæmpede fra nu af i flere Aar mod den Revision af Unionsakten, som den svenske og den norske Regjering havde enets om at sætte igang, og der tilkommer ham en væsentlig Del af Æren for, at det ikke skulde lykkes (hvad man øiensynlig en Tidlang la an paa) at liste denne store og skjæbnesvangre Sag i Stilhed ind paa det norske Folk. —
Han traadte herved aldeles i Wergelands Fodspor, som Norskhedsmanden par excellence, for hvem Gjennemførelsen af Norges Selvstændighed staar som et Maal, hvori der ikke maa ske Afkortning enten af Hensyn til Fred og god Forstaaelse med Broderfolket eller af nogetsomhelst andet Hensyn, og som ikke vil vide af nogen uklog Forsigtighed» eller «forsigtig Klogskab», naar det gjelder Selvstændighedens Ære. Men paa samme Tid vedblev han at staa paa det gamle skandinaviske Standpunkt, vedblev at hylde Idéen om en nærmere Sammenslutning og Samvirken af de tre skandinaviske Folk. Man fandt naturligvis ud, at «Digterpolitikeren», naar han paa engang vilde være Skandinavist og Norskhedsmand, gjorde sig skyldig i en af sine sædvanlige Selvmodsigelser, og man kunde herved henvise til Wergeland, som jo stillede sig skarpt afvisende ligeoverfor al Slags Skandinavisme og det just i Norskhedens Navn. Men Forholdene var forandret siden Wergelandstiden; de Opgaver, som havde foreligget dengang, forelaa vel fremdeles, men i en anden Form og under andre Vilkaar for deres Løsning; Forudsætningerne og Udgangspunkterne for de to Digtere var, med al Overensstemmelse mellem dem, dog saavidt forskjellige, at hvad der for den ene fremstillede sig som en uforligelig Modsætning, kunde i den andens Øjne synes at være noget nødvendigt samhørende. —
Wergeland følte sig, fra første Færd, ifølge det Livssyn, han medbragte fra sit Barndomshjem, som Verdensborger ikke mindre end som Nordmand. Han var med allevegne, hvor der kjæmpedes for Frihed og
