Side:Bjørnstjerne Bjørnson - Artikler og taler 1.djvu/13

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
9


Lejligheden til at ta sin Skjæbne i egen Haand og gi sig en ny Forfatning, blev denne ogsaa, i Overensstemmelse hermed, helt og holdent bygget paa disse Idéer eller hvad man har kaldt Principperne af 1789. Den unge norske Stat blev saaledes fra tørste Færd stillet i det nøjeste Forbund med den moderne europæiske Frihedsaand. Men Principperne af 1789 troede man fremdeles at gjenfinde Norges politiske Forfatning i Sagatiden; man forestillede sig, at det var i dem, at Sagatidens historiske Liv havde sin rette Hovedkilde. Reisningen af det nye Norge blev opfattet (og det ikke saa aldeles uden Grund) som en Gjenreisning af det gamle, om hvis Kraft og Herlighed man nærede de allerhøjeste Begreber. Man saa langt tilbage og langt frem; Norge syntes paa engang noget meget gammelt og noget meget ungt; der var for norsk Nationalfølelse aabnet Udsigt til at drage Næring, til den ene Side fra fjerne Fortidsminder, som endnu var lidet kjendt og derfor saameget mere modtagelig for fantastisk Udsmykning, til den anden Side fra svimlende Udsigter udover mod en uklart dæmrende Fremtid.

Grundloven af 17. Maj 1814 var paa engang Garanti for Folkets politiske Frihed og dets nationale Selvstændighed. Naar Karl Johan, med det svenske Adelsparti i Ryggen, gjennem en lang Aarrække strævede med at faa den omstøbt i monarkisk og aristokratisk Retning, blev dette med fuld Føje opfattet som Forsøg paa at bane Vej for en amalgamistisk Politik, hvorved Norge skulde trykkes ned til at bli, hvad det efter svensk politisk Program var bestemt til at bli, et Lydland under Sverige eller en svensk Provins, Erstatning for Finland. Alle norske Mænd, uden Hensyn til Stand og Stilling og Standpunkt, sluttede sig derfor enig sammen til Forsvar for Grundlovens demokratiske Principper: Valgreglerne, som aabnede Adgang for Bondestanden til at danne Storthingets Flertal, Bestemmelserne om det suspensive Veto, hvorved Folkesuveræniteten blev hævdet som Forfatningens Grundtanke. Nationalisme og Liberalisme førtes herved til at gaa op i hinanden, smeltede sammen til en eneste