som vor Kultur har vundet, den Gensidighed, den Ørenlyd for den sande, frugtbare Tanke, hvorfra den end kommer.
Der skal jo et praktisk Greb til, som muligvis jeg ikke har. Jeg er vel ogsaa for gammel.
Jeg talte med en højtstaaende Mand af et andet stort Folk. Jeg talte med ham om dette, som han var begejstret for, og som han udtalte sin Glæde over. Men han sagde: „Ja, De burde rejse og tale med de fornemste Mænd i disse Stater, og det er de for gammel til. Gid De var tyve Aar yngre!“
Men lad os da finde nogle, som er tyve, tredive, fyrretyve Aar yngre end jeg, og som kan begynde paa den Rejse!
Nu er jeg vis paa, ja, jeg er ganske vis paa, at disse Ansigter, som ser paa mig, begynder at tænke: „Han er en Sværmer!“ Det har jeg aldrig været. Jeg har holdt mig nok saa tæt til Virkeligheden. Jeg har set nok saa klart. Jeg har ogsaa en Gang imellem set, før andre saa. Og her er jeg saa lidt Sværmer, at jeg véd i dette Øjeblik, at det er tusinder Mænds og Kvinders inderligste Ønske, jeg fremsætter.
