vore egne Sager. Vi er komne alle de andre Folk paa Siden i den Tid, og det fortæller os klart, hvad vi nu kunde have været, om vi havde holdt sammen.
Men i dette Øjeblik, det kan ikke dølges, staar vi mindre sammen end nogensinde, siden den store Uenighed sluttede, nemlig siden 1814. Der er mange, der siger, det er Norges Skyld, og jeg maa tale lidt om dette, for det ligger i den Vej, jeg vil gaa.
Sagen er, som Jeres udmærkede Krigshistoriker, gamle Kaptejn Sørensen — Ære være ham! siger vi Nordmænd — har vist, at den Gang, da vi gik bort fra Danmark, var det som en Overdragelse fra Konge til Konge, et suverænt Folks Overdragelse fra Konge til Konge, altsaa ikke fra Land til Land, ikke til Sverig. Dette Vilkaar blev øjeblikkelig krænket, skønt det blev gentaget med højtidelige Ord i Pagten med os selv, at vi i alle Maader skulde være to lige Brødre. Det blev vi ikke. Og saa har Kampen, siden vi fik Magt til at føre den — i den første Tid havde vi den ikke — staaet om, hvorvidt vi skulde have Lov til at komme op og staa som et helt suverænt Folk ved Siden
