hjælpe os til det! Naar nogen rører ved os, hvor vi er saare, drager vi Lemmerne sammen og rykker bagover. Det gør vi ogsaa aandelig ved det, som smærter. Vi samler os i os selv, og vi tager et Steg tilbage. Vi bliver varsommere. Vi fortættes i vort Væsen som i vor Evne, vi bliver mere ægte i det, vi har fore. —
Nu har jeg faat sagt omtrent alt, hvad jeg vilde. Jeg var paa Forhaand saa ræd for Forstyrrelserne her i det Fremmede. Det har idag været mig som et nyt, kært Møde med ham, min Ungdoms Lyst og Haab.
For en Vækst ogsaa for ham, siden den Gang han fulgtes hid! Han fulgtes hid af sin Vært og af en tysk Jøde, Konditor Jacobi, som havde været en Del Aar i Sverig. Han vidste, hvem han var — og mødte op! Han blev siden vor gode Ven og fortalte os det. Men se nu ud over denne Samling af norske Kvinder og Mænd! I staar her bevægede, men bag Eder hele vort Folk! Studentersangforeningen har mødt frem! Tak! Jeg maa have en Ret til at takke, ieg, som stod ham saa nær, og hvis Tekster han har taget op med i sin himmelfarende Vogn. Jeg tak-
