Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/97

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Og hvis den kvinne som jeg skride lot
i troens solglans og med ærbart mot,
av kvinner kjænnes, da det vel tør hænde,
at de min ejegode moder kjænne.

Og nu, I sætter jer til aftenhvile
fra tungvint dagværk og fra mange strider,
og taler sammen om henfarne tider,
om mangt et livstræt skridt de tusen mile, —
nu vil som solen over vintersne
en takk-fyllt glæde inad ruten se,
og hårde minner med sit skin forgylle,
så livet samler sig i troens fylle.

Men ingen takker dog så varmt som sønnen,
for hvem I levede i angst og bæven
fra vingens aller første sagte svæven,
og hvem til Gud I bar hvær dag i bønnen.
O, vid, når blodet mig for voldsont jog,
det var som hænder om mir node tog,
og tit når stille jeg i anger blødte,
det var som eder jeg hos Herren møtte.

Se, derfor beder jeg om at få kraften
til nu (for livet skal vi atter mødes,
og håb hos minner under skjæmt forsødes)
at kunne skjænke dem en dejlig aften!
O lad, når barnebarn på armen le,
dem rigtig morgen i sin aften se!
Så lægger glade de engang i døden
sit hvite hode in i morgenrøden.

TIL ERIKA LIE

 Når de norske egne
 sig i toner tegne,
er der ikke fjælle allevegne, —
 også lange sletter,
 som i sommernætter
dugg-glans imot morgnen sætter.

 Også store skover,
 som i lange vover
hele Glommendalen skyller over, —