Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/90

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Oldtidens manende rune
 højt på dens skaft,
tyder, hvor du tok din kraft,
løftende land i din ildhu, dit lune!

TIL EN BASAR FOR FATTIGE

(I et eksemplar av „Småstykker“)

På fattigmanns bord
med signende ord
jeg lægger idag
— på min fødselsdag —
en bok; av min ungdom den fløt.
Den skaber som gav
hvad den blomstrede av,
kan gjøre til brød
i vinter og nød
hvært blad som den lekende skjøt.

FREMAD

  „Fremad! fremad!“
 fædres høje hærtak var.
  „Fremad! fremad!“
 Nordmænn, også vi det tar!
Det som hugen tænder og hjærtetroen får,
 for det vi også fremad går,
  og trofast slår.

  „Fremad! fremad!“
 hvær der ælsker frie hjæm.
  „Fremad! fremad!“
 frihed, den må evig frem.
Skal den også prøves i tvil og nederlag,
 hvem tæller vel de tapte slag
  på sejrens dag?

  „Fremad! fremad!“
 hvær der fast på folket tror.
  „Fremad! fremad!“
 hvær der følger fædres spor.
Nordens ånd har skatte, forgjæmt i fjællets ly,
 de finnes må i morgengry
  og frem påny.