Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/336

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


drog udover. — „Hvorfor spiser du ikke?“ sagde Faderen, idet han så op en Tid efter. „Tak, jeg er mæt“ svarte Synnøve. „Men du har jo Ingenting spist?“ sagde nu også Moderen; „du har gået lang Vej“. — „Jeg er ikke god til,“ sagde Synnøve og holdt på med at trække op en Tørklædesnip af Barmen. „Spis, Barnet mit,“ sagde Faderen; „jeg kan ikke“, sagde Synnøve og skar i at græde. „Men Kjere, hvorfor græder du?“ — „Jeg ved ikke,“ og hun hulkede. — „Hun har det så let med at græde,“ sagde Moderen; Faderen rejste sig og gik til Vinduet.

„Der kommer to Mænd opover,“ sagde han. „Jaså, på dette Lejte?“ spurgte Moderen, og hun gik også bort til Vinduet. De så længe nedover. — „Kjere, — hvem kan det være?“ sagde endelig Ingrid, men ikke netop som om hun spurgte. — „Jeg ved ikke,“ svarte Guttorm og de stod og så. — „Jeg kan rigtig ikke forstå det“, sagde hun. — „Jeg heller ikke,“ sagde han. Mændene kom nærmere. „Det må være dem alligevel“, sagde hun endelig. „Ja, det er nok så,“ sagde Guttorm. Mændene kom nærmere og nærmere, den Ældste stansede og så sig tilbage, den Yngre ligeså; gik de så videre.

„Skjønner du, hvad de kan ville?“ spurgte Ingrid omtrent som første Gang. „Nej, det gjør jeg ikke,“ sagde Guttorm. Moderen vendte sig, gik bortover til Bordet, satte væk, ryddede lidt op; „du får tage på dig igjen, Barnet mit,“ sagde hun til Synnøve; „for her kommer Fremmedfolk.“

Neppe havde hun gjort dette, før Sæmund åbnede Døren og kom ind, Thorbjørn bagefter; „Signe Laget!“ sagde Sæmund, stansede lidt ved Døren, gik dernæst sagte fremover forat hilse på Folket; Thorbjørn fulgte. De kom sidst til Synnøve, som endnu stod borte i en Krog med sit Tørklæde i Hånden og vidste ikke, om hun skulde tage det på eller ej, vidste vel knap, at hun holdt det i Hånden.“ I får se til, I kan sidde indpå,“ sagde Ingrid. „Tak, — det er ellers ingen lang Vej hidover,“ sagde Sæmund, men satte sig dog; Thorbjørn ved Siden. „I kom rent bort ved Kirken idag,“ sagde Ingrid. — „Ja, jeg ledte efter Eder,“ svarte Sæmund. — „Der var mange Folk,“ sagde Guttorm. „Rigtig mange Folk,“ gjentog Sæmund; „det var også en vaker Kirkedag.“ — „Ja, vi sad just og talte om det,“ sagde Ingrid. — „Det er så underligt at se Konfirmation for dem, som selv har Børn,“ lagde Guttorm til; Konen flyttede sig på Bænken. — „Det er det,“ sagde Sæmund; „man kommer til at tænke alvorligt på dem, — og er det derfor jeg lakkede hidover i Kveld,“ lagde han til, så sikert omkring sig, byttede Skrå og lagde den gamle varligt ned i Messingdåsen. Guttorm, Konen, Ingrid, Thorbjørn flygtede med Øjnene, hver til sin Kant. — „Jeg tænkte, jeg skulde følge Thorbjørn hidover,“ begyndte Sæmund langsomt; „han kom nok sent hidover alene, — gjør også ellers dårlig Besked, er