Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/334

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Thorbjørn og satte sig på Hug. „Nu, — fik du tale med dem?“ „Jeg ved næsten ikke,“ sagde Thorbjørn. — „Det var som Fanden,“ sagde Sæmund — og spiste. En Stund efter var han færdig og rejste sig; han gik bort til Vinduet, stod en Tid og så ud, hvorpå han vendte sig: „Du, — vi skal gå ud og se på Grøden,“ sagde han. Thorbjørn rejste sig. „Nej, — tag lige så godt på dig.“ Thorbjørn, som sad i Skjortærmene, tog en gammel Trøje, som hang ovenover ham. — „Du ser, at jeg tager den nye,“ sagde Sæmund. Thorbjørn gjorde det Samme, og de gik ud, Sæmund foran, Thorbjørn efter.

De gik nedover mod Vejen. „Skal vi ikke gå hen til Bygget?“ sagde Thorbjørn. „Nej, nu går vi bortover til Hveden“. sagde Sæmund. Just som de kom ned på Vejen, kom en Vogn sagte kjørende. „Det er en af Nordhougvognene“. sagde Sæmund; — „det er Ungfolket på Nordhoug“. lagde Thorbjørn til; men Ungfolket er det samme som de Nygifte.

Vognen holdt stille, da de kom nær Granlidmændene. „Hun er rigtig et stolt Kvindfolk, den Marit Nordhoug,“ hviskede Sæmund og kunde ikke få Øjnene fra hende; hun sad lidt tilbagelænt i Vognen, med et Tørklæde løst bundet over Hovedet og et andet omkring sig. Hun så stivt ud for sig på de To; der var ikke en Bevægelse over hendes rene, stærke Træk. Manden var meget bleg og mager, så endnu mildere ud end sædvanlig, omtrent som den, der har en Sorg, han ikke kan tale om. „Er Karlene ude og seer til Kornet?“ sagde han. „Skal tro det“. svarte Sæmund. — „Det står godt her iår.“ — „Å — ja; det kunde have været værre.“ — „I kommer sent“. sagde Thorbjørn. — „Det var meget Kjendtfolk at tage Afsked med“. sagde Manden. „Nu, — skal du rejse væk?“ spurgte Sæmund. „Jeg skulde det, ja.“ — — „Går den Rejse langt?“ „Å — ja.“ — „Hvor langt på Lag?“ „Til Amerika.“ — „Nu — da!“ sagde begge Mænd på een Gang — „en nygift Mand!“ lagde Sæmund til. Manden smilte: „Jeg tror, jeg bliver her for Fodens Skyld, sagde Ræven, — den sad fast i Glæfsen.“ — Marit så bort på ham, og derfra på de Andre, en let Rødme fløj over Ansigtet, men det var ellers uforanderligt. — „Kanske Konen bliver med?“ spurgte Sæmund. — „Nej, hun gjør ikke det, heller.“ — „Hun skal komme efter siden?“ — „Ja — En får først prøve det alene.“ — „Ikke galt tænkt,“ sagde Sæmund; „de fleste farer for fort frem, drager både Kone og Børn med strax; men må tit gjøre Venderejse med begge.“ — „De siger, det skal være let at komme til Magt i Amerika“. sagde Thorbjørn, — han følte, at Talen ikke burde stå stille. „Å — ja“. sagde Manden. — — „Men Nordhoug er en god Gård,“ mente Sæmund. — „Der er for Mange på den,“ svarte Manden; — Konen så atter hen til ham. — „Den Ene står i Vejen for den Anden,“ lagde han til.

„Ja, god Lykke på Rejsen,“ sagde Sæmund og tog hans Hånd; „Vorherre give dig det, du vil finde.“

Thorbjørn så sin Skolekammerat stærkt op i Øjet: „jeg vil tale