Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/32

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og skibet snøfter og lægger siden
med vellyst ned i den kolde bølge,
og gutten klavrer med sang mot toppen
at rede sejlet, så det kan svulme,
og tanker jager som trætte fugler
om mast og ræer, men får ej fæste . . .
Ja, ja, mot havet! Dit drog jo Vikar!
Som han at sejle, og så at synke
i skibets forstavn hos konning Olav!
Med kjølen kløve den kolde tanke,
men fange håb av den minste luftning!
Med dødens fingre bakefter roret,
men himlens klarhed utover vejen!

Og så engang i den siste time
at mærke naglerne give efter,
og døden trykke på plankelaget,
så vandets frælsende strøm kan komme!
Da lægges ned i de våte kluter
og fires dit hvor det evig tier,
mens bølgen ruller mit navn mot stranden
i store måneskinsklare nætter!

ALENE OG I ANGER

(Til en siden avdød ven)

Jeg ejer en ven, han hviskede nu
„Guds fred!“ i mit natvåke sinn.
Når lysene dør, når mørket har gru,
da kommer han gjærnest in.

Han ejer ej ord, som faller mig hårdt;
ti selv har han syndet og lidt.
Han læger med blik det sted som er sårt,
og sitter, til jeg har stridt.

Er gjærningen gjort, han kaller den sin,
om hjærtet har sorg derved.
Han tvætter den tro med så håndbløtt et lin,
at smærten må give fred.

Han fulgte hvert håb, som jublende steg,
han tyngede ej, når det fallt.
Han står her just nu, så mild, men så bleg; —
om år skal han se, hvad det gallt!