Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/314

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


en Vis,“ mumlede han. Han stod og så ned, Doktoren vilde ikke tale først, fordi der var noget ved den Mand, som forbød det. Pludselig løftede Sæmund Hovedet ivejret: „Tak for Underretningen,“ sagde han, rakte Hånden frem og gik tilbage.

På samme Tid sad Ingrid hos den Syge. „Er du god til at høre på, så skal jeg fortælle dig noget om Fader“. sagde hun. „Fortæl,“ sagde han. „Jo, den første Kvelden, Doktoren havde været her, kom Fader væk, og Ingen vidste, hvor han var. Men da havde han været over i Bryllupsgården, og der var alt Folk bleven ilde ved, da han kom. Han havde sat sig ned blandt dem og drukket, og Brudgommen har fortalt, at han troede, han kom halv på en Kant. Da først begyndte han at spørge efter Slagsmålet og fik nøjagtig Besked, om hvorledes det var gået til. Knud kom til, og Fader vilde, han skulde fortælle. Knud fortalte da, om hvorledes du havde faret med ham, efterat du havde lamslået hans Hånd; men da Knud ikke vilde fortælle Mere, rejste Fader sig og spurgte, om det var således det siden gik til? — i det Samme tog han Knud over Bringen, satte ham højt op på en Væg, holdt ham ind til den med sin venstre Hånd og trak sin Kniv op med den højre. Da skiftede Knud Farve og alle Gjæster tiede; men Fader kastede Kniven, sagde, han var ingen Kjeltring, tog så Knud og bar ham ud på Gården. Der lagde han ham ned på den Stenhelle, som endnu bar Blod efter dig. „Jeg kan ligesom ikke rigtig slippe dig, heller,“ sagde Fader og stod der over ham. Da var det Folk, som så Fader græde, men han gjorde ikke Knud noget. Knud selv rørte sig ikke. Fader rejste så Knud op igjen, men lagde ham en Stund efter atter ned: „det er tungt at slippe dig,“ sagde han og stod og stirrede på ham, medens han holdt ham.

To gamle Koner gik forbi, og af dem sagde den Ene: „Husk nu vel på Børnene dine, du Sæmund Granliden!“ De fortæller, at Fader strax slap Knud, og at han en Stund efter var borte af Gården; men Knud drog sig husimellem bort fra Bryllopet og kom did ikke mere.“

Neppe var Ingrid færdig med denne Fortælling, før Døren åbnedes, En så ind, og det var Faderen. Hun gik strax ud og Sæmund kom ind. Hvad de To talte om, fik Ingen vide; Moderen, som stod opefter Døren for at lye, hun troede dog at have fanget en Gang, at de talte om, hvorvidt han kunde få Hilsen sin igjen eller ej. Men hun var ikke vis på det, vilde heller ikke gå ind, sålænge Sæmund var der. Da Sæmund kom ud, var han meget blid og lidt rød i Øjnene. „Vi beholder ham nok,“ sagde han i Forbigående til Ingebjørg; „men Vorherre ved, om han mere får Hilsen sin igjen.“ Ingebjørg begyndte at græde og fulgte Manden ud; på Staburstrappen satte de sig ned, ved Siden af hverandre, og Mangt blev nu talt mellem dem To.

Men da Ingrid sagte kom ind igjen til Thorbjørn, lå han med en liden Seddel i den ene Hånd, og sagde roligt og langsomt: „den