Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/313

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


stuen, stod der og så uafbrudt på Doktorens Ansigt, gik, da han gik, hjalp ham op i Kariolen og tog til Huen, da Doktoren sagde, at han kom igjen Dagen efter. Så vendte han sig mod Konen, som havde fulgt med: „Når den Mand ikke taler, er det farligt“. hans Mund bævrede, han slog den ene Fod omkring den anden og gik bortover Marken.

Ingen vidste, hvor han blev af; thi han kom ikke hjem den Kveld, heller ikke om Natten, men først den næste Morgen, og da syntes han så mørk, at Ingen turde spørge ham om Noget. Selv sagde han: „Nu?“ — „Han har sovet,“ svarte Ingrid; „men han er så magtesløs, at han ikke kan løfte en Hånd“. Faderen vilde ind for at se til ham; men vendte, da han kom til Døren.

Doktoren var der, ligeså Dagen efter, og flere Dage itræk; Thorbjørn kom lidt til Kræfter, kunde tale, men fik ikke Lov til at røre sig. Ingrid sad som oftest hos ham, også Moderen og hans mindre Broder; men han spurgte dem ikke om Noget, og de ikke ham. Faderen var aldrig inde. Dette så de, at den Syge lagde Mærke til; hvergang Døren gik op, blev han opmærksom, og de troede det måtte være fordi han ventede Faderen. Tilsidst spurgte Ingrid ham, om han ikke gjerne vilde se Flere af dem. „Å, de vil vel ikke se mig“. svarte han. Dette blev sagt Sæmund, som Ingenting svarte strax; men den Dag var han borte, da Doktoren kom. Såsnart Doktoren kom et Stykke på Landevejen, traf han Sæmund, der sad på Vejkanten og ventede ham. Efterat have hilset ham spurgte Sæmund om sin Søn. „Bedre end jeg havde ventet,“ var det korte Svar. „Står han sig?“ spurgte Sæmund og rettede på Hestens Sadelgjord. — „Tak, den sidder nok så godt,“ sagde Doktoren. „Den var ikke stram nok,“ svarte Sæmund. Der opstod en liden Stilhed, hvori Doktoren så på ham; men Sæmund så ikke op. „Du spurgte nylig, om han stod sig; jeg tror nok det“. sagde Doktoren langsomt. Sæmund så rask op: „er det til Liv?“ spurgte han. „Det har det været i flere Dage“. svarte Doktoren. Da piplede der nogle Tårer frem i Øjnene på Sæmund, han søgte at tage dem væk; men de kom igjen: „Det er også en Skam, slig jeg holder af den Gutten,“ hikkede han; „men ser du, Dokter: stoutere Karl har der ikke været i Præstegjeldet!“ — Doktoren blev rørt og tiede; så spurgte han: „hvorfor har du ikke før villet vide Noget?“ — „Jeg har ikke været god til at høre det,“ svarte Sæmund og havde endnu et Stræv med Gråden, som han ikke kunde true ned; — „og så var det de Kvindfolk,“ fortsatte han. „De så hver Gang efter, om jeg spurgte, og da kunde jeg det ikke.“ „Du har Ingenting at græde for, „sagde Doktoren, „som sagt, han er over Livsfaren for lang Tid siden.“ — „Ja, jeg ved ikke, hvoraf det kommer, jeg; jeg plejer ellers ikke være blød af mig . . . Får han Hilsen sin igjen?“ spurgte han pludselig. — „På en Vis; ellers kan sligt endnu ikke siges med Sikkerhed.“ Da blev Sæmund rolig og eftertænksom. „På