Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/311

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


meget skamfuld. Han tænkte på, hvad Forklaring han skulde give, og han tænkte på, det var ham nok ikke så let at slutte, som han engang troede. I det Samme hørte han bag sig: „vogt dig Thorbjørn!“ men før han fik vende sig, var han greben ved Skuldrene, bagfra, blev bøjet ned, og følte ikke Noget mere, uden en stikkende Smerte, hvis Sted han ikke rigtig kjendte. Han hørte Stemmer omkring sig, fornam, at de kjørte, troede selv stundom, at han kjørte, men vidste det ikke bestemt.

Dette varte meget længe, det blev koldt, snart igjen varmt og da så let for ham, så let, at han syntes at svæve, — og så forstod han det: han bares af Trætoppene fra den ene til den anden, så han kom op i Liden, højere op, — på Sæteren, endnu højere op, — lige på det højeste Fjeld; der bøjede Synnøve sig ned over ham og græd og sagde, at han skulde have talt. Hun græd meget og mente, at han dog selv havde seet, hvorledes Knud Nordhoug gik ivejen for ham, bestandig ivejen for ham, og så måtte hun jo tage Knud. Og så klappede hun ham mildt ned ad den ene Side, så det blev så varmt der, og græd, så Skjorten på det Sted blev våd. Men Aslak sad på Hug oppe på en stor spids Sten og tændte Trætoppene rundt omkring sig, så de braste og brændte, og Kvistene føg om ham; selv lo han med vidt Gab og sagde: det er ikke mig, det er Moder min, som gjør det! Og Sæmund, Faderen, stod til den ene Side og kastede Kornsække højt op, så Skyerne trak dem til sig, bredte dem udover som en Tåge, — og dette syntes ham underligt, at Kornsække kunde flyde slig udover al Himmel. Da han så nedover på Sæmund selv, blev denne så liden, så liden, at han tilsidst næsten ikke kom op over Jorden, men endda kastede han Sækkene højere og højere og sagde: gjør mig det efter, du! — — Langt borti Skyerne stod Kirken, og den lyse Kone på Solbakken stod oppi Tårnet og hviftede med et rødgult Lommetørklæde i den ene Hånd og en Psalmebog i den anden og sagde: hid kommer du ikke, før du har lagt af at slåes og bande, — og da han skulde se til, så var det ikke Kirken, men Solbakken, og Solen stod slig på alle de hundrede Ruder, at han fik ondt i Øjnene og måtte lukke dem hårdt i...

„Varlig, varlig, Sæmund!“ hørte han og vågnede som af en Slummer ved at han blev båret, og da han så sig om, var han kommen ind i Stuen på Granliden, en stor Ild brændte på Gruen, Moderen stod ved Siden af ham og græd; Faderen tog just opunder ham, — han vilde bære ham ind i et Sidekammer. Da slap Faderen ham sagte ned igjen: „der er endnu Liv i ham!“ sagde han med dirrende Stemme og vendte sig mod Moderen. Denne udbrød: „Vorherre hjælpe mig; han ser op! Thorbjørn, Thorbjørn, velsignede Gut, hvad har de gjort med dig?“ og hun ludede sig ned over ham