Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/308

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


De taug en Stund, så sagde han: „Jeg undrer mig på, om jeg nogentid bliver god igjen. Å ja, det kan nu også være det Samme.“ — „Har du det ondt, har jeg det værre,“ og herpå fulgte lang Taushed. „Går du?“ spurgte så han. „Ja“ blev der svaret. „Når skal vi see — „han fuldførte ikke. Efter en længere Hulken blev der svaret: „å jøje, jøje mig, hvad Liv dette skal blive!“ „Græd ikke så,“ sagde han. „Vorherre gjør nok snart en Ende på det for mig, og da skal du se, det også bliver bedre for dig.“ Men nu græd hun så det gjorde Thorbjørn ondt. „Jesus, Jesus, at du ikke talte!“ råbte hun med tilbageholdt Stemme og som om hun vred sine Hænder; Thorbjørn troede hun gik i det Samme, eller ikke var istand til at tale på længe; thi han hørte en Stund Intet og gik.

Den Første, den Bedste Thorbjørn traf i Gården, spurgte han: „Hvad kom der imellem Lars Spillemand og Knud Nordhoug?“ „Hå? Mellem dem? Jo . . .“ sagde Per Husmand og trak Ansigtet sammen, som vilde han gjemme Noget i Folderne: „du kan nok spørge om det, for det var lidet nok; han Knud spurgte bare Lars, om Felen hans gav god Klang i dette Bryllop — og slet ikke Mere. Bruden selv stod ved Siden og hørte på det; thi hun skjænkte netop Lars.“ I det Samme gik Bruden forbi dem; hun havde Ansigtet bortvendt; men da hun hørte Lars nævne, vendte hun det og viste dem et Par store og røde Øjne, der så usikert; men ellers var Ansigtet meget koldt, så koldt, at Thorbjørn blev ilde ved; thi han kjendte ikke hendes Ord igjen i det. Begyndte han da at skjønne Mere.

Længere frem i Gården stod Hesten og ventede; han satte sin Pinde fast og så sig om efter Brudgommen forat tage Afsked. Han havde ikke Lyst til at gå hen og søge ham, så næsten helst, at han ikke kom, og satte sig derfor op. Da begyndte det at støje og råbe fra den venstre Side af Gården, der borte, hvor Låven lå. Det var et helt Følge, som drog ud fra Låven, en stor Mand, som gik foran, råbte: „hvor er han? — Har han gjemt sig? Hvor er han?“ „Der, der!“ sagde Nogle. „Lad ham ikke komme did,“ sagde Andre; „der bliver bare Ulykke af det.“ — „Er det Knud?“ spurgte Thorbjørn en liden Gut, som stod ved Siden af Vognen hans. „Ja, han er fuld, og da vil han altid slåes.“ Thorbjørn sad alt på Læsset og slog nu på Hesten. — „Nej, stans, Kammerat!“ hørte han bag sig; han holdt Hesten tilbage, men da denne gik alligevel, lod han den gå. „Ho, er du ræd, Thorbjørn Granliden?“ skreg det nærmere ham. Nu holdt han fastere igjen, men så ikke tilbage.

S„tig af og kom i godt Lag!“ råbte En. Thorbjørn vendte Hovedet. „Tak, jeg skal hjem,“ sagde han. Nu underhandlede de lidt, og imedens var den hele Flok kommen hen til Vognen; Knud gik foran Hesten, klappede den først, tog den dernæst ved Bidslet. Knud var ret høj, havde lyst, men stridt Hår og en but Næse. Munden var stor og tung, Øjnene melkeblå, men dristige. Han havde liden Lighed med Søsteren, kun var det Noget om Munden,