Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/301

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Se, Solen danser paa Haukelidfjeld;
Dans, du Kjæresten min; — thi snart er det Kveld!
Se, Elven hopper mod blanken Hav;
Hop, du viltreste Gut; — der venter din Grav!
Se, Birken svajer for Vindenes Kast.
Svaj, du frejdige Mø, — hvad var det som brast?
Se, — —“

„Det er slige underlige Viser du synger,“ sagde Synnøve og stansede Dansen. „Jeg ved ikke, hvad jeg synger, jeg; Thorbjørn har sunget dem.“ — „Det er af Slave-Bents Viser,“ sagde Synnøve; „jeg kjender dem.“ — „Er det af dem?“ spurgte Ingrid og blev lidt ræd. Hun saa ud for sig og sagde ikke Noget; pludselig blev hun opmærksom paa En nede paa Vejen. „Du — der kjører Nogen ned fra Granliden og tager bort over Bygdevejen! —“ Synnøve saa ogsaa derhen. — „Er det ham?“ spurgte hun. — „Ja, det er vist Thorbjørn; han skal til Byen.“ — —

— — Det var Thorbjørn, og han kjørte til Byen. Den laa langt væk, han havde stort Læs, og kjørte derfor i Mag bortover den støvede Vej. Denne laa slig til, at den kunde sees fra Sæteren, og da han nu hørte det hauke deroppe ifra, skjønte han, hvem det var, steg op paa Læsset og haukede igjen, saa det ljomede mellem Fjeldene. Da spillede det paa Lur ned til ham, han sad og lyttede, og da det stansede, rejste han sig atter og haukede. Saaledes gik det bortover og han var glad tilmode. Han saa paa Solbakken og syntes, den aldrig havde havt saamegen Sol som nu. „Det er en velsignet Gaard“, tænkte han; medens han sad der og saa efter den, glemte han rent Hesten, saa den gik som den vilde. Da skvat han op ved at Hesten gjorde et svært Bøx til Siden, saa Skaaken knak, og Hesten afsted i vildt Trav udover Nord- hougmarkene; thi det var over dem Vejen gik. Han rejste sig i Vognen og holdt igjen; det blev en Kamp mellem ham og Hesten; den vilde udover en Skrent og han holdt. Han fik den saavidt, at den stejlte, og da hoppede han af, og havde, før Hesten atter satte i Fart, faaet Tag om et Træ, — og nu maatte Hesten staa. Læsset var tildels kastet, den ene Skaak itu, og Hesten stod og skalv. Han gik frem til den, tog den om Bidslet og talte den blidt til; han vendte den strax, forat være siker for Skrenten, om den lagde afsted paany; staa stille kunde den ikke, saa skræmt som den var, og han maatte i halvt Sprang følge den altid længer og længer fremad, lige op til Vejen igjen. Han foer da forbi sine egne Sager, som de laa der kastede overende, Kopperne itu og Indholdet tildels fordærvet. Hidindtil havde han været optaget af Faren, nu begyndte han at skjønne Følgerne af dette og blev harm; det stod for ham, at der ingen Byrejse blev af, og jo flere Betragtninger han gjorde,