unge konen hans, som ikke vil han skal danse med andre æn dig.“ — „Men —“ Ingrid trallet; — „men“ — holdt Synnøve ænnu på; men hun danset allerede! Det var en springdans, og Ingrid gik foran med store skridt og manhaftige armsving, Synnøve efter med små skridt og nedslagne øjne, — Ingrid sang:
Og ræven lå under birkerot
:,: bortved lynget. :,:
Og haren hoppet på letten fot
:,: over lynget. :,:
Det er vel noget til solskinsdag!
Det glittrer for, og det glittrer bag
:,: over lynget. :,:
Og ræven lo under birkerot
:,: bortved lynget. :,:
Og haren hoppet i ville mot
:,: over lynget. :,:
Jeg er så glad over alle ting!
Hu-hej, gjør du slike svære spring
:,: over lynget? :,:
Og ræven væntet bak birkerot
:,: bortved lynget. :,:
Og haren tumlet ham midt imot
:,: over lynget. :,:
Men Gud forbarme sig, er du der! — —
— Å kjære, hvor tør du danse her
:,: over lynget? :,:
„Nu, gik det ikke an?“ spurte Ingrid, da de andpustne stanset.
Synnøve lo og sa, hun hadde mer lyst til at valse. Ja, derfor var ingenting i vejen, mente Ingrid, og de laget sig alt til, idet Ingrid viste henne hvorledes hun skulde sætte føtterne; „ti valsen er vanskelig, den.“ Å det går nok, når vi bare kommer i takten,“ sa Synnøve, og Ingrid vilde da de skulde prøve. Så gjorde de, Ingrid sang, og Synnøve sang med, i begynnelsen blot nynnende, siden stærkt. Men da stanset Ingrid, slap henne og slog sine hænder sammen av bare forundring: „du kan jo valse!“ utbrøt hun.
„Hyss, lad os ikke tale mere om det,“ sa Synnøve og tok atter fat i Ingrid for at fortsætte. „Men hvor har du lært...“ „Tral, trål!“ — og hun svang henne. Da tok Ingrid fat ret av hjærtens lyst, og hun sang:
