Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/299

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


bød dans, og forældrenes forhold til Synnøve i det stykke vilde hun ikke videre prøve. Men hvordan nu tankerne fallt, så sa hun om en stund: „Bedre danser æn Thorbjørn har jeg aldrig set.“ — Synnøve væntet litt, før hun sa: „Ja, han skal danse godt.“ — „Du skulde set ham danse,“ utbrød Ingrid og vændte sig mot henne. Men raskt svarte Synnøve: „Nei, det vil jeg ikke.“

Ingrid studset litt ved det, —Synnøve hældte sig ned over sin binding og talte sine næster op. Med én gang lot hun bindingen falle i fanget, så ænde ut for sig og sa: „Så inderlig glad som jeg er idag, har jego dog ikke været på længe.“ — „Hvorfor?“ spurte Ingrid. — „Å — — fordi han ikke danser på Nordhaug idag!“ Ingrid sat i sine egne tanker. „Ja, der skal være jenter som længes efter ham,“ sa hun. Synnøve åpnet munnen, som vilde hun tale, men taug, trak en stikke ut og byttet. „Thorbjørn længes nok selv også; det skal jeg være sikker på,“ sa Ingrid, men mærket først bakefter hvad hun hadde sagt, og så på Synnøve, der sat blussende rød og bant. Nu kunde Ingrid med stor fart se bakover på den hele samtale, slog hænderne sammen, flyttet sig på knæ i lynget, så at hun kom foran henne, — og gav hun sig til at se Synnøve like in i øjnene; men Synnøve bant. Da lo Ingrid og sa: „Nu har du mangen Herrens god dag gåt og gjæmt noget for mig igjæn.“ — „Hvad siger du?“ spurte Synnøve og kastet et usikkert blik på henne. — „Du er ikke sint, fordi Thorbjørn danser,“ sa Ingrid som før. Den andre svarte ikke. Ingrids ansigt var bare et eneste smil, og så tok hun Synnøve om halsen og hvisket henne in i øret: „Men du er sint, fordi han danser med andre æn dig!“

„Hvor du snakker!“ sa Synnøve, slet sig løs og rejste sig. Ingrid rejste sig også og gik efter henne. „Det er synd du ikke kan danse, Synnøve!“ sa hun og lo; — „rigtig stor synd! Kom nu, så skal jeg likeså godt lære dig straks!“ Hun tok Synnøve om livet. „Hvad vil du?“ spurte denne. „Lære dig at danse, forat du ikke skal ha slik sorg i værden, som at han danser med andre æn dig!“ Nu måtte også Synnøve le, eller late som hun lo. „Der kan snart nogen se os,“ sa hun. „Gud signe dig for det svaret, så dumt som det var,“ sa Ingrid og gav sig allerede til at tralle og flytte Synnøve efter takten. „Nej, nej! Det går ikke an!“ — „Du har jo ikke været så glad på mangen god dag, sa du nylig; kom nu!“ — „Kunde det bare gå an!“ — „Prøv, så skal du nok se det går an!“ — „Du er så vilter, du Ingrid!“ — „ Han sa så, katten til spurven, da spurven ikke vilde stå stille, så katten kunde få ta ham; kom nu!“ — „Jeg har da i grunnen lyst også, men —“ „Nu er jeg Thorbjørn, og du den