Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/285

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


kravlet i dettes sted meget fort ned igjæn av bænken, og tok Torbjørn i begge øren. Denne grep fat i hans lugg og satte ham in under sig; hin skrek ænnu ikke, men bet Torbjørn i låret; Torbjørn trak det tilbake og satte hans ansigt like lukt i gulvet. Da blev han selv tat i trøjekraven og løftet op som en halmsæk, — det var faren, som satte ham i fang. „Var det ikke i kirken, fik du pryl,“ hvisket han ham in i øret, og trykket hans hånd, så det sved like ned i foten. Han husket på Synnøve og så over; hun stod der ænnu, men så stirrende og fortapt, at han begynte at ane hvad han hadde gjort, at det måtte være noget rigtig galt. Såsnart hun mærket at han så på henne, krøp hun ned av bænken og var ikke mere at se.

Der kom klokker, der kom præst frem: han hørte og så vel på dem; der kom atter klokker og atter præst, — men ænnu sat han der på farens fang og tænkte: skal hun ikke snart se op igjæn? Hin kar som hadde trukket ham ned av bænken, sat på en skammel længer inne i stolen, og hvær gang han vilde rejse sig, fik han et puf i ryggen av en gammel en, som sat og dubbet, men vågnet regelmæssig hvær gang hin gjorde mine til at rejse sig. „Skal hun ikke snart se op igjæn,“ tænkte Torbjørn, og hvært rødt bånd, som han så røre på sig rundt omkring, minnet om dem hun hadde, og hvært tilstaset billede i den gamle kirke var enten nætop så stort eller litt mindre æn henne. Jo, der stak hun hodet op! Men straks hun fik se ham, trak hun det alvorlig ned igjæn. — Klokkeren kom frem, og præsten ænnu en gang, der blev ringet, og man rejste sig. Faren taler atter sagte med den lyse mann, de går sammen over til kvinnfolkstolen, hvor man også hadde rejst sig. Den første som kom ut derfra, var en lys kone, der smilte likesom mannen, men dog mindre; hun var ganske liten og blek og holdt Synnøve ved hånden. Torbjørn straks like mot denne; men hun trak sig hurtig unda ham, rundt om morens kjole. „Lad mig være!“ sa hun. „Han der har nok ikke før været i kirke,“ sa den lyse kone og la hånden på ham. „Nej, derfor slåss han også den første gang han er der,“ sa Sæmund. — Torbjørn så skamfull op på henne, og derfra på Synnøve, der syntes ham ænnu alvorligere. De gik alle ut — de ældre i samtale, men Thorbjørn efter Synnøve, som trak sig tættere til moren, hvær gang han kom henne nær. Den andre gutten så han ikke mere. Ute på kirkevollen stanset de og begynte en længere samtale. Torbjørn hørte flere ganger Aslak nævne, og da han var bange for, der også kunde tales litt om ham selv med det samme, trak han sig tilbake. „Du skal ikke høre dette,“ sa moren til Synnøve; „gå en smule bort, vennen min; gå bort, siger jeg!“ Synnøve drog sig nølende tilbake.