og det er bekjænt nok, at under denne handling er andagten størst.
Man kan derfor ikke tegne norske bønder, fordærvede eller ufordærvede, uten et eller annet sted at støte sammen med kirken. Det vil synes en ensformighed; men det er måske ikke den værste. Dette være sagt én gang for alle, og ikke nætop for det kirke-besøks skyll som her kommer.
Torbjørn var glad til turen og synet, fik forunderlig mange farver i øjnene utenfor kirken, følte den stillhedens tyngde som lå over alle og alt innenfor, da messen ænnu ikke var begynt; og skjønt han selv ikke husket at bøje hodet, da bønnen blev læst, var det dog som bøjd ved synet av flere hundre bøjde hoder. Sangen gik, og alle sang på én gang omkring ham, så det blev ham næsten forfærdeligt. Så hensunken sat han, at han skvatt op som av en drøm, da deres stol sagte blev åpnet for en som trådte in. Efter ændt sang tok faren hin mann i hånden og spurte: „Står det godt til på Solbakken?“
Torbjørn fik øjnene op; men hvorledes han så eller ikke så, var der liten forbindelse at søke mellem denne mann og noget slags troldom. Det var en mild, lyslett mann, med store blå øjne, høj panne og høj i sætet; han smilte, når en talte til ham, og sa ja til altsammen Sæmund sa, men var ellers fåtalende. — „Der kan du få henne Synnøve at se,“ sa faren, idet han lutet sig ned til Torbjørn, tok ham på knæ og pekte over i den like overfor værende kvinnfolkstol. Der stod en liten pike på knæ oppe på bænken og så ut over rækværket; hun var ænnu lysere æn hin mann, så lys, at han aldrig hadde set maken. Hun hadde røde flaggerbånd i huen, hvitgule hår inunder, og lo nu over til ham, så han en lang stund ikke kunde se på annet æn hennes hvite tænder. Hun holdt en skinnende salmebok i den ene hånd og et sammenlagt rødgult silketørklæ i den andre, og moret sig nu med at slå lommetørklædet på salmeboken. Jo mere han stirret, des mere lo hun, og han vilde også stå på knæ på bænken likesom hun. Så nikket hun. Han så en stund alvorlig på henne; så nikket han. Hun lo og nikket en gang til; han nikket atter, og en gang til, og ænnu en gang. Hun lo, men nikket ikke mere — før om litt, da han atter hadde glæmt det, så nikket hun.
Jeg vil også se!“ hørte han bak sig — og følte i det samme en drage ham efter benene ned på gulvet, så han var nær ved at falle; det var en firskåren liten en, som nu arbeidet sig tappert op i hans sted. Han hadde også lyst, men stridt hår, og en but næse. Aslak hadde nok lært Torbjørn, hvorledes de slemme gutter han møtte i kirke og skole, skulde tages. Torbjørn knep derfor gutten bak, så han vilde til at skrike, men holdt inne og
