Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/276

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


granskog, den eneste i vid omkreds. Ejerens oldefar hadde været blant dem som lå i Holsten og væntet Russen, og fra denne færd bar han mange fremmede og forunderlige frøsorter med hjæm i tornistret. Dem plantet han rundt sine hus; men i tidens længde var én efter én gåt ut; kun nogle grankongler, som sært nok var kommet iblant, hadde sat stærk skog, og skygget nu husene til alle sider. Holstenfareren hadde hett Torbjørn efter sin bestefar, hans ældste søn Sæmund efter faren, og således hadde på den gård ejerne skiftevis hett Torbjørn og Sæmund — op i uminnelige tider. Men det ord gik, at i Granlien hadde blot annen hvær mann lykken med sig, og det var ikke han som het Torbjørn. Da den nuværende ejer, Sæmund, fik den første søn, tænkte han mangehånde derved, men turde dog vanskelig bryte slægtens skik og kallte ham derfor Torbjørn. Grunnet han da over, om ikke gutten kunde opdrages slik, at han kom forbi den skjæbne-sten snakket hadde lagt i hans vej. Han var ikke rigtig viss på det, men han syntes mærke stridigt sinn hos gutten; „det skal plukkes ut“, sa han til moren, og såsnart Torbjørn var blet tre år, satte faren sig stundom hen med et ris i hånden, tvang ham så til at bære alle vedtrær tilbake på sin plass, ta op igjæn den kop han hadde kastet, klappe katten som han hadde kløpet. Men moren gik gjærne ut, når det sinn kom over faren.

 Sæmund undredes ved, at alt som gutten blev større, var der mere at rette hos ham, og det uagtet han stedse blev strængere medfaren. Han holdt ham tidlig til boken, og lot ham gå med på marken for at kunne ha et øje med ham. Moren hadde stort hus og småbarn; hun kunde ikke mere æn klappe og formane sønnen, hvær morgen hun klædde ham på, og tale sagte med faren, når helligdagene samlet dem. Men Torbjørn tænkte, når han fik hugg, fordi a-b sa ab og ikke ba, og fordi han ikke hadde lov at gi lille Ingrid ris, som faren gav ham: „Det er dog underligt, at jeg skal ha det så slemt, og alle småsøsknene mine skal ha det så godt.“

 Da han var mest omkring faren, og han ikke turde tale synderligt til ham, blev han ordknap, skjønt ikke fåtænkt. Engang unslap det ham dog, mens de drog på det våte høj: „Hvorfor er alt højet tørt og inne derover på Solbakken, og her er det vått?“ — „Fordi de har oftere sol æn vi.“ — Det var første gang han la mærke til, at den solglans der borte, han titt hadde sittet og glædet sig ved, stod han selv utenfor. Siden den dag fallt hans øjne oftere på Solbakken æn før. „Sit ikke der og gap,“ sa faren og gav ham et puf; „ herover må vi slite det vi kan, både liten og stor, skal vi få noget i hus.“

 Sæmund skiftet tjenestegut, da Torbjørn kunde være omkring