I en stor dal kan der være et til alle sider fritliggende højt
sted, som solen bærer stråler på, fra det den går op til den
faller. Og de som bor tættere under fjællene og sjældnere får
sol, kaller da hint sted en solbakke. Den hvorom her skal
fortælles, bodde på en sådan, hvorav gården hadde sit navn. Der
la sneen sig sist om høsten, der brånet det også først om våren.
Gårdens ejere var haugianere, og kalltes læsere, fordi de hadde det travlere med at læse i Bibelen æn andre folk. Mannen het Guttorm og konen Karen; de fik en gut som døde for dem, og i tre år kom de ikke på den østre side av kirken. Efter dette tidsforløp fik de en jænte, som de kallte op efter gutten; han hadde hett Syvert, og hun blev døpt Synnøv, da de ikke fant noget nærmere. Men moren kallte henne Synnøve, fordi hun så længe barnet var lite, hadde for vis at lægge „min“ til, og det da syntes henne at falle lettere. Hvordan det var og ikke var: den tid jænten blev større, kallte alle henne Synnøve efter moren, og de fleste sa, at i manne-minne var ikke så fager en jænte vokset der i bygden som Synnøve Solbakken. Hun var ikke gammel, før de hvær prækensøndag tok henne med i kirke, skjønt Synnøve i førstningen ikke visste bedre æn at præsten stod og skjændte på Slave-Bent, som hun så sitte like nedenfor prækestolen. Dog vilde faren hun skulde være med — „for at få vanen“, sa han; og moren vilde det samme, „da ingen visste hvorledes hun imidlertid blev passet hjæmme“. Var der på gården noget lam, kid eller nogen liten gris som vantrivdes, eller en ko som noget ondt kom over, blev det altid git Synnøve til ejendom, og moren syntes vite, at fra den stund kom det sig; faren trodde ikke rigtig det kom derav, men det var i alle fall det samme hvem av dem ejde fæet, når det blot trivdes.
På den andre siden av dalen og tæt under det høje fjæll lå en gård som het Granlien, så kallet, fordi den lå midt i en stor
