Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/14

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
VENEVIL

Hun Venevil hoppet på letten fot
    sin kjærest imot.
Han sang, så det hørtes over kirketag:
    „God dag! god dag!“
Og alle de små fugler sang lystig med i lag:
    „Til Sanktehans
    er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!“

Hun flættet ham én av de blomster blå:
    — „mine øjne små!“
han tok den, han kastet og tok den igjæn:
    „Farvel, min ven!“
og jublet, mens han sprængte over akerrenen hen:
    „Til Sanktehans
    er der latter og dans;
men siden vet jeg lite, om hun flætter sin krans!“

Hun flættet ham én: „hvis du ej forsmår,
    av mit gule hâr?“
hun flættet, hun bød ham i ypperlig stund
    sin røde munn!
Han tok den, og han lik den, og han rødmede som hun

Hun flættet en hvit i et liljebånd:
    „min højre hånd!“
hun flættet en blodrød i kjærlighed:
    „min venstre med.“
Han tok imot dem begge to, men vændte sig derved.

Hun flættet av blomster fra hver en kant:
    „a11e dem jeg fant!“
hun sanket, hun flættet og gråt dertil:
    „tag dem du vil!“
Han tiede og tok dem kun, men flygtede så vill.

Hun flættet en stor uten farvesans:
    „min brudekrans!“
Hun flættede, så fingrene bleve blå:
    „sæt du den på.“
Men da hun skulde vænde sig, hun ingensteds ham så.