Side:Bjørnson - Faderen (nynorsk).djvu/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent

trøſte Eder ved, at I tjene Herren ſelv; thi da udrette I hans Villie, og kunne gjøre Eders Arbeide med Glæde, ikke ſukkende. Da ville I ogſaa faa et glædeligt Nyt Aar, et Aar, der vil bære Frugt for Evigheden, om det end her paa Jorden ſkal være fuldt af Savn og Møie. Ja, Herren være hos os Alle i det nye Aar i Jeſu Navn!

Faderen.
(Af Bjørnſtjerne Bjørnſon.)


Overſat af en Dame.

Dan megtugaſte mann i dat preſtegeld, ſom her ſkal forteljaſt um, heitte Thord Øvreaas. Han ſtod ein dag i ſtova til preſten, høg og aalvorsleg: „eg hever fenget ein ſon“, ſagde han, „og vil hava honom yver daupen“. — „Kvat ſkal han heita“? — „Finn etter fader min“. — „Og faddrarne“? Dei vordo nemnde og vaaro daa dei beſte karar og kvinnor uti bygdi av mannens ætt. „Vil du eljeſt nokot“? ſpurde preſten, han ſaag upp. Bonden ſtod litet: „eg vilde gerna hava honom døypt fyre ſeg ſjølv“, ſagde han. „Dat vil ſegja paa ein kvardag“? — „Ja Laurdaug ſom kem, 12 middag“. „Vil du eljeſt nokot“? ſpurde presten. „Eljeſt vil eg inke nokot“, bonden ſnudde paa luva, ſom vilde han ganga. Daa reiſte preſten ſeg: „enno detta likevæl“, ſagde han og gekk like burt aat Thord, tok handi hans og ſaag inn i augo paa honom: „geve Gud at barnet maa verda ei vælſignelſe aat deg“.

Sekſtan aar etter dan dagen ſtod Thord i ſtova til preſten. „Du held deg godt, du Thord“, ſagde preſten, han ſaag inke ſkil paa honom. „Eg hev inga ſorger helder“, ſvarade Thord. Aat detta tagde preſten ſeg, men ei ſtund etter ſpurde han: „kvat er ærendi di ikveld“?