Side:Biskop Jens Nilssøns visitatsbøger.djvu/154

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
CLIV

have modtaget det i en meget mislig forfatning. Rimeligvis er det kun gjennem indbindingen, at det senere er lykkets at redde disse faa levninger fra undergang, idet det saaledes er blevet vanskeligere, at de enkelte aktstykker kunde forsvinde. Hvad der nu er levnet i bispearkivet, indeholder meget af interesse og værdi, og det er en ikke uvigtig kilde for Norges indre historie i det 16de aarhundrede, fornemlig for de geistlige forholde vedkommende. Saaledes findes derimellem ganske gode oplysninger om Oslo kapitel.

Nærmest under biskopen stod, som en levning fra den katholske tid, et domkapitel, hvis medlemmer kaldtes kanniker. Ved reformationen var der ikke lagt nogen haand paa det tildels ret betydelige gods, der var henlagt til kapitlerne, og deres fortsatte bestaaen anerkjendtes i kirkeordinansen af 1539. Det blev imidlertid fra nu af regjeringen, som var kapitlernes foresatte, og det var den, som bestemte, hvem der skulde være deres medlemmer. I navnet havde kapitlerne maaske fremdeles bevaret retten til at vælge disse, og det omtales ialfald for det hamarske kapitels vedkommende ved flere leiligheder, at det selv havde uddelt sine præbender.[1] Men dette var dog altid under forbehold af kongens stadfæstelse. Da de hamarske præbender vare smaa og altsaa lidet fristende, kan dette være grunden til, at man netop der tildels lod kapitlet beholde denne ret, hvoraf følgen i en blev, at de fleste hamarske præbender uddeltes til oplandske prester, som da samtidig bleve kanniker ved domkapitlet. I Oslo derimod synes meget tidlig retten til at uddele præbenderne at være gleden helt ud af kapitlets hænder, og dermed var det berøvet den sikreste støtte for sin bestaaen som selvstændig korporation.

Den enkelte kannik havde sit ophold af det til et alter henlagte gods eller af en præbende (kanonikat, vikariat o. s. v.). Da den særlige altertjeneste ophørte med reformationen, kunde ogsaa det til dens ydre vedligeholdelse bestemte gods anvendes til kannikernes underhold. Antallet var i den katholske tid bestemt, og der haves ialfald een efterretning om, at det i Kristian

  1. Smlgn. om den kooptationsret, der kan have tilkommet domkapitlet i Hamar, Norske rigsregistranter, II, s. 391, 703; III, s. 371.