Paa høire side storsporehuse,
paa venstre smaasporehuse.[Storsporen spirer, før den endnu er traadt ud af sporehuset, og danner ved sin cellekjernes delinger et cellevæv, som fylder sporens indre. Dette væv er forkimen. Naar sporen har forladt sporehuset, anlægges der archegonier paa forkimen, hvorefter sporevæggen brister, og den del af forkimen, som bærer archegonierne, træder frem af sporen.
I smaasporens indre dannes der paa samme maade en forkim, men denne bestaar kun af en eneste celle og udvikler kun ét antheridium. Naar antheridiets væg brister, bliver de med svingtraade forsynede sædceller fri og overføres ved vandets hjælp til archegonierne.]
Selaginella afviger fra de førnævnte karsporeplanter derved, at dens forkim er meget mere reduceret og indesluttet i sporen.
Fossile karsporeplanter. Saavel af bregner som kraakefødder og snelder findes der talrige fossile rester.
Især synes kraakefødderne og snelderne at have havt en meget stor udbredelse, ligesom de synes at have naaet sin høieste udvikling i tidligere jordperioder, specielt i stenkulstiden.
I stenkullagene findes der rester af kjæmpemæssige trær, skjæltrær (lepidodendronarter) og segltrær (segillariaarter), med hvilke vore nulevende kraakefodarter er beslegtede.
Af sneldelignende planter er der ogsaa fundet trær med kjæmpemæssige dimensioner i stenkullagene.
Forverdenens kraakefod- og sneldetrær havde tykkelsesvekst og opfattes som overgangsformer mellem karsporeplanterne og frøplanterne.
De planter, som hidindtil er beskrevne, hører alle til sporeplanterne (kryptogamerne).
Sporeplanterne omfatter, som vi har seet, meget forskjelligartede planteformer, fra de enkleste, éncellede til de
