Vi skal nu gaa over til at behandle plantetyper, hvor cellerne har fordelt livsfunktionerne mellem sig og derved antaget form og bygning efter funktionens beskaffenhed.
(Fucus vesiculosus.)
Blæretangen er en brunfarvet, indtil over ½ m. lang havplante, som er meget almindelig langs hele Norges kyst.
⅓ nat. størrelse.
Denne plante har udseende af et langt, gjentagende gaffelgrenet og smalt baand, der er forsynet med en midtribbe (fig. 8). Blæretangens nedre ende er fæstet til havbunden, medens den øvre ende flyder frit og holdes oppe ved luftfyldte blærer, svømmeblærer (b), som er beliggende paa begge sider af midtribben. (Efter disse blærer har planten faaet sit navn.) Enkelte af grenene er i spidsen opsvulmende (f) og bærer formeringsorganer.
Indre bygning. Ved hjælp af et mikroskopisk snit vil vi faa se, at blæretangen bestaar af mange celler; men cellerne har ikke alle samme form. Vi vil finde, at nogle celler har omtrent lige stor længde og bredde, hos andre er længden betydelig større end bredden.
De sidstnævnte, der kaldes langcellerne, findes væsentlig i midtribben, de første, kortcellerne, udenfor denne.
Kortcellerne har klorofyllegemer i sit protoplasma. Foruden det grønne klorofyl indeholder klorofyllegemerne ogsaa et brunt farvestof, og dette findes i saa stor mængde, at det bestemmer plantens farve.
I kortcellerne foregaar kulsyreassimilationen.