ikke vente sig anden medfart, eglet kjærringen med baansungen paa armen.
— Nei, ja gu var den tysk, svor Tapjo og gliste tænder.
— Brødre og søstre, vi maa ydmyge os —. Saadanne smaa lande maa ydmyge sig, kven Klement Andreas og foldet hænderne over bringen. Det er skaperens mening med denne haarde tugtelse at vi skal yd —.
Mere fik han ikke sagt, for Begga, den braasinte kjærringen hans, trev ham i koftekraven og ristet og skaket som var det en skindfille hun hadde mellem hænderne.
— Jeg skal gi dig ydmyge, dit halvsløkte naalys her du svév. Tænk om sønne vort hadde vorre med paa en av de baatan!
Flokken tok parti for og imot, skraalte og skrek paa lappisk og paa kvænsk som hadde de aldrig ført norsk maalføre i sin mund.
Jeg orket ikke staa der og se paa dem længer, men drev langs kaien.
Sjøen skvalpet mot stenkarrene og vasket rundt bryggestolpene, og det blaanet i tætte stimer av fiskeyngel som søkte under land efter næring og vern.
En efuglflok ség med baaredraget, dukket, blev borte i vaagens blanksvarte vand, kom op igjen og rodde og ség.
