Han tok og knyttet baandene paa sydvesten under haken og stjal sig en kys for umaken.
— Men tør du?
Tør! Jeg saa ham ret ind i øinene og storlo.
Han slog armene om mig.
— Du Beb, mumlet han, aa hvor du er deilig!
Det knaket i rigg, det ulte i taug, sjøen randt strid over dækk og rokket sved i ansigtene vore. Men vi var eggende glade, som to løsslupne unger og sammen sang vi stumper av Wolffs hymne til Nordhavet.
Havet er frygtelig hist, hvor det bruser
tungt imot nordpolens natlige kyst!
Svømmende isfjelde panseret knuser
brakende høit imot klippernes bryst.
Nordlysets gravlampe skinner hen over
liksvøp av urgamle slumrende land;
havet ei bundet av dødslænker sover,
kraftig det bryter sin bølge mot strand.
Stormen tok ordene vore og føiste dem væk; men vi blev ved at synge paa trods av vind og veir, fordi sangen laante ord til det, vi begge følte.
