15. juni.
Jeg har holdt op med at staa ved vinduet og speide hvergang dampskibet lægger til kaien. — Sluttet med at lytte efter dine skridt i trappene. Jeg stunder bare efter at faa fri og slippe hjem til pappa og mamma.
Aa, hvor øm og omsorgsfuld jeg skal bli mot dem —! Gaa der hjemme og leke, at jeg atter er barn, og aldrig mere bli træt av at sole mig i deres kjærlighet.
De vet ikke om at deres eneste datter har vildret sig væk paa livets vildsomme stier. Vet ikke det ringeste grannet om alle de bitre taarer, jeg har graatt siden sisst de ønsket mig Guds fred og farvel.
Pappa vilde kanske forstaa, om jeg tok mot til mig og fortalte ham min nød.
Han er streng og retsindig, men ogsaa fuld av forstaaende medfølelse med alle som strider og lider og har det vondt her nede i jammerdalen.
Men mamma er streng og retfærdig —
Guds bud er ubrytelige. Og skik og vedtægter i det samfundslag, hun hører hjemme, skal evig og bestandig staa ved lag.
Deilige, rakryggede mamman min. Du fik den mand til husbond, Vorherre eslet
