naar hjertet indeni mig blev vekt av vemod og længsel og jeg følte, jeg var en fremmed paa jorden.
Han var far, jeg var barn, og det var ikke rum for en midler og forsoner mellem ham og mig.
Ve mig, jeg har vildret mig væk fra ham. Verden er trang og himlen fjern.
Og sjælen spiler aldrig mere vingen til flugt op mot uendeligheten:
18. februar.
Presten vor kom indom stationen igaarkveld for at hilse paa mig. Han er et par aar ældre end mig, ungkar og velnæret paa legemet.
Som regel diskuterer vi maalet naar vi en sjelden gang er sammen. Han er ivrig maalmand, av overbevisning eller av forfremmelseshensyn, kan jeg aldrig bli klok paa, men kokende nidkjær er han.
Selv er jeg mindst likesaa nidkjær for riksmaalet, saa egentlig tækkelig er ingen av os.
Men igaarkveld talte vi om Jesus.
Jeg vet ikke hvem av os som begyndte; men pludselig hørte jeg mig selv si:
