saa jeg ikke mere tør hviske min bøn i dit øre eller lægge mine hænder til hvile i dine, likefuldt vil jeg se dig i alt du skapte her nede paa jorden. Himmel og hav, det spirende straa, den vuggende tang, ja om det saa er det mindste lille sandkorn, vil det bære bud og hilsen fra dig, og om dig.
Ta ikke gaven fra mig, nu min sjæl bøier sig mot jorden og oprørets bølger bruser indeni mig.
Livet kan jeg ikke leve dig foruten, men litet vet jeg i denne stund, om jeg ikke under lidenskapens rus svigter dig, og vælger døden hellere end dig.
Aa Gud, min Gud, la din gave følge, selv om veien bøier ind i dødsskyggernes dal.
30. august.
Forsagelsens ekstase er sluknet, lik en flamme et menneske blaaser ut med sin mund, og hjertet raser og bløder i hat og oprør og aldrig hvilende attraa efter ham jeg er glad i og hører hjemme hos.
Lægger et skib til bryggen, straks tænker jeg: Han er kanske ombord, og blikket leter graadig efter hans kjære skikkelse
