og egget mig til hugg ved sit syt om egen plage.
— Hvis pligten bød Dem at bli hos nogen som hang ved Dem og trængte Deres trøst og hjælp, fik vel det De selv led komme i anden række, ramset jeg, som av en andagtsbok. Og munden strammet om ordene, saa de blev stygg og fuld av dom.
— Pligt —!
Men skjønner De da ikke, menneske, at det er selveste forstanden det gjælder?
Det lød som skrik fra et pint sind, og hjertet mit randt fuldt av medlidenhet med den store, staute, vakre manden som søkte ly hos mig, den fremmede.
— Men kjære Dem, ikke tænk paa det mere, bad jeg og streifet dunlet skulderen hans med kindet mit.
Saa vår berøringen var, han grep likefuldt kjærtegnet, og med brutal inderlighet bad han mig bli med til Kristiania.
— De trænger like meget til fest og glæde, De, som jeg. Sig nu ja, saa skal vi sammen fryde os ved vaaren.
Jeg følte at et av de ravgule blinkene flaret mot ham.
— Gid jeg kunde, lo jeg, og ansigtet mit blev skyllende rødt.
