blandt vasaller. Roserne paa Sylvias kinder faar dypere lød, naar hun ser den selvskrevne herskerstilling, han har, og Mikal dyrker sin far.
Det er bare mig, som ikke kan finde mig tilrette med al uroen og staaket. Det risper sindet, som plogen risper magert jordsmon, og faar mig til at længte efter de stille, fredfulde dage, da hver time ikke var optat med tanken paa gjester og mat.
Men naar Hartvig næste gang reiser til Vestfinmarken, overlater jeg omsorgen for de fremmede til Sylvia og drager til hytten vor inde i dalen. Der er det fredelig og godt at være, og jeg trænger saart til at komme til ro.
Aa, den som atter turde gaa til Gud med alt sit og hente kraft og mot til at leve dette vanskelige jordliv til ende.
28. juli.
Flagget paa Nordens klippe vaiet paa halv stang, da jeg kom vandrende forbi. Blodig rødt var det og dryppende vaatt av væte fra Ishavsskodden, som væltet indover byen.
