sagn blandt lapperne om skatter som skal ligge skjult inde paa Finmarksvidden. Der er klumper av guld, store som knytnæver, sølvet knudrer sig fremme i dagen, og kobberkisen dækker milelange strækninger.
Faaeine enstøinger av de gamle, døende stammer kjender findestedene. Det er noidegadzerne som har synt dem veien.
Men noidegadzerne selv, de bor ute i ødemarken, og gulvet i de smaa, runde jordgammene deres er dækket med gyldne riskvister og arnestenene er av purt guld.
Men om sorte, brændbare stener har jeg aldrig hørt nævne et ord.
1. juli.
Dette nye tiltaket fylder Hartvig helt, og nu er han og sønnen reist avsted paa egen haand for at se sig om og bli en smule lokalkjendt i Vestfinmarken, før ingeniøren kommer.
Det er første gang siden jeg blev gift, at jeg føler det som en slags befrielse at Hartvig er borte fra mig.
Han er saa helt optat av Mikal, at jeg næsten faar lyst til at ligne mig selv med
