4)
Da Crusenstolpe udgir sine berygtede „Skildringer til Dagens indre Historie“, tror „Morgenposten“ rigtgnok først, at Forfatteren er Oberstløjtnant Montgomery, men da dette berigtiges fra svensk Hold, har Bladet straks en Artikel om Crusenstolpe. At der jevnlig bringes nyt fra Danmark, er kun rimeligt, selv om „Morgenbladet“s Kreds var Danomanernes Modstandere. Ogsaa i moderne europæisk Literatur viser Bladet sig vel bevandret. I den nævnte Aargang er der Artikler om Byron, og af Heine gjengives Fortalen til „Franzøsische Zuständen“ i Oversættelse. Endvidere har Bladet jevnlig Anmeldelser af indenlandske Bøger. I Slutningen af Aargangen finder man – naturligvis – en hel „Dæmrings-Fejde“, hvor Redaktionen lader Angribere og Forsvarere komme ligelig tilorde. Kort sagt: vi staar foran en ny Fremtoning i norsk Kultur, en Avis med alsidigt, aktuelt Indhold.
J. E. Sars skildrer Stabell saaledes: „Det var vistnok en offentlig Hemmelighed, at han var den egentlige Redaktør af „Morgenbladet“. Men om man henvendte sig til ham som saadan og forsøgte at gjøre ham ansvarlig som saadan, tilbageviste han dette med Indignation som Overfald paa sagesløs Mand, Indbrud i et fredeligt Hus.“ „Denne Stabells Anonymitet kunde saa meget lettere opretholdes, fordi hans Stil var saa lidet individuel, saa præg- og farveløs. Og deri laa en vis Magt (megen!). „Morgenbladet“s Redaktør kunde i Kraft heraf komme til at gjælde som et Slags abstrakt Væsen, trods alt hvad man vidste om dens Sammensætning; det morgenbladiske „Vi“ kunde i mange Læseres Øjne synes noget andet og mere, end en Enkeltmand – noget i Lighed med det mangehodede, ubestemte og ubestemmelige Uhyre, som kaldes Folket, Publikum, den offentlige Mening.“ Det er just som Stedfortræder for denne offentlige Mening, at den moderne Presse har erhvervet sig en saa voldsom Indflydelse. Her regnede Stabell ganske rigtig. Han forstod ogsaa at følges med sin store Mandant.
I 40-Aarene var han Oppositionens haandgangne Mand og arbejdede for Rigsret og Mistillidsadresse. Men da Vinden omkring Aarhundredets Midte vendte sig, da baade Bønder og Byfolk tog Skræk af Urolighederne ude i Europa og endog af den Smule Bevægelse herhjemme som Thrane vakte, da vendte Stabell med. Han nærmede sig forsigtig til Regjeringen, og et Tiaar senere efterlod han sin Avis til Christian Friele som Regjeringsorgan. Det var atter en Nydannelse i norsk Presse, et karakteristisk Fænomen i den politiske og i Pressens Udvikling. Under Friele fik Avisen et kraftigere Personlighedspræg, men det mystiske „Vi“ opretholdt sin Autoritet. I omkring 25 Aar var „Morgenbladet“ det konservative Ministeriums Herold, Støtte og Kompagnon. Ægteskabet mellem Friele og den Stang’ske Regjering blev gjennemgaaende lykkeligt, men det var ingensinde i „Morgenbladet“s Tanke, at lade sig sende i Ærinder, hvortil det ikke paa Forhaand havde git sit Samtykke. Det hævdede sig i Højres Hus som en myndig mater familias, og da Stang i C. A. Selmer fik sig en mindre betydelig Efterfølger, gled vistnok Styret endnu mere over i Husmorens Haand. Saa kom Krachet i 1884, og siden den Tid har ingen Avis i vort Land indtaget „Morgenbladet“s Stilling fra hine Dage, da Fr. Stang og Friele i Forening styrede Statens Ror.
Mens „Morgenbladet“ gjennem Alliancer af forskjellig Art, med 40-Aarenes Bønder og med 50-Aarenes Bureaukrater, med Kristendom og Monradsk Kultur, med Skandinavister, Amalgamister og Vetopolitikere, arbejdede sig frem til den Anseelse det nød i 70-Aarene, – en Anseelse, som det, uanseet Bladets Anskuelser, fortjente paa Grund af den Myndighed, der prægede dets Holdning, og den Kyndighed, der udmerkede mange af de faglige Bidrag, – havde det en Række af Konkurrenter, hvis Liv ikke blev saa langt og gjennemgaaende heller ikke saa lykkeligt. Disse Konkurrenter tilhører dels den samme Type som „Patroullen“, det er Blade, der er ét med sin Redaktør, dels staar de nærmere den Genre, i hvilken „Morgenbladet“ udviklede sig, de er ikke Udtryk for bestemte Personligheder, men for bestemte Partier. Skillet er dog ikke altid saa skarpt. Tili den første Gruppe hører L. K. Daa’s „Granskeren“ og i endnu højere Grad Vinjes „Dølen“. Til den anden: „Den Constitutionelle“, „Christianiaposten“ og „Aftenbladet“. En Mellemstilling indtager „Statsborgeren“. Af mere literær end politisk Natur er „Illustreret Nyhedsblad“.
Da „Morgenbladet“s Betydning for Oppositionen i Midten af 30-Aarene blev Intelligenspartiet klar, var rimeligvis dette en væsentlig Grund, hvorfor det fandt sig foranlediget til at give det en Modvægt. „Den Constitutionelle“s Ankomst (1836) blev ogsaa modtaget i „Morgenbladet“, som den var ment. 20de November foreligger der et ganske vel tilspidset Angreb paa det nye Blad. Til yderligere at pointere Modsætningen bidrog en Artikel i dansk „Dagen“ (12te November) af Overskou, om Partierne i Norge og „Den Constitutionelle“, hvor den Kreds, der var samlet om „Den Constitutionelle“, karakteriseres som „Det nye Norge“, Kulturbærerne i Kamp mod de tøjlesløse og pralende Demagoger. Denne Artikel imødegaaes 28de November i „Morgenbladet“.
Intelligenspartiets Organ redigeredes af Fougstad, U. A. Motzfeldt og Schweigaard, og de øvrige Medarbejdere i „Vidar“ slog ogsaa Følge over. Bladet havde sin bestemte Plan, som det fulgte uden Vaklen. Man vidste, at det var Organ for en kjendt Kreds, og dets Mening blev i Overensstemmelse hermed tillagt den Betydning, som Kredsen havde. Noget Blad for det store Publikum var det ikke, og man havde ikke, som senere i „Mgbl.“, den Følelse, at det var „Folkets Røst“, der talte. Som Beaumondens Avis prætenderede „Den Constitutionelle“ en vis Finhed, men denne var ofte ikke andet end et overfladisk Puds af Udtryksmaaden. Da de betydeligste Medarbejdere efterhaanden blev saa sterkt optagne med sine mange offentlige Gjøremaal, at „Den Constitutionelle“ begyndte at blive mat og monoton, havde Bladet udspillet sin Rolle (1847).
– „Statsborgeren“ foregav at varetage „de Smaas“ Interesser og levede i en stedsevarende Bekrigelse af Embedsmændene. Den kunde maaske betegnes som en Arbejderavis, men de fleste af Nutidens Arbejderaviser vilde vistnok betakke sig for at blive stillede i Klasse med „Statsborgeren“. Som regelmæssigt og planlagt Skandalblad – Avishyæne – repræsenterede den utvilsomt en ny Pressetype, der imidlertid har fundet daarlig Grobund i vort Land. Henrik Wergelands Forsøg paa at redde „Statsborgeren“, efter at Soelvold, Redaktøren, var blevet „Tremarksmand“, lykkedes som bekjendt ikke. Af de mere bemerkelsesverdige Opsatser i Wergelands Redaktionstid er en ganske vittig, men ogsaa temmelig personlig Artikelrække om „Den Constitutionelle“s Redaktører. Det gaar hovedsagelig udover Fougstad, som – ikke held uden Grund – skildres som en Streber og en Snob.
Langt bedre end i „Statsborgeren“, kom Wergeland til at virke for sine sociale Interesser i det periodiske Blad „For Arbejderklassen“ (1839–1845). Det Verk, han her begyndte, fortsattes paa en noget anden Grundvold, med et Indhold, der tog Sigte paa en større Kreds, i „Folkevennen“, der begyndte at udkomme 1852. De første 6 Aargange redigeredes af Ole Vig, siden var Eilert Sundt længe den ledende.
Et demokratisk, hæderligt, længe meget udbredt Blad var (fra 1849) „Almuevennen“, hvis Redaktør, Chr. Johnsen, var varm interesseret for Folkeoplysning.
Efter „Den Constitutionelle“s Død var „Morgenbladet“ et Øjeblik temmelig eneraadende. Men det varede ikke længe, før det fik en ganske dygtig Konkurrent. Under Omtalen af L. K. Daa har jeg ogsaa berørt hans Organ „Granskeren“. Forsaavidt som „Granskeren“s Anskuelse gik i Arv til „Cristiania-Posten“ (1848–1863), hvor ogsaa Daa[1] selv i adskillige Aar var Redaktør, kan dette Blad opfattes som en Fortsættelse af „Granskeren“, paa bredere Basis. Det fik snart Karakteren af et virkeligt Partiorgan. Og da nu „Morgenbladet“ gjorde sin Vandring fra Bondeoppositionen over i Bureaukratiet, kom disse to, „Christiania-Posten“ og „Morgenbladet“, tl at staa ligeoverfor hinanden som den mere liberale og den mere konservative Presses Spidser, skjnt Partisondringen dog ikke var saa skarp som senere. Imidlertid var der dukket op en tredje Dagsavis, som i henved en Menneskealder kom til at spille en betydelig Rolle i norsk Aandsliv. Det var „Aftenbladet“. Ogsaa dette Blad havde udviklet sig af et „personligt“ Organ: Ditmar Mejdells „Krydseren“, der begyndte at udkomme i 1849. „Aftenbladet“ levede fra 1855 til 1881 og døde nærmest af Moderation: Det havde faaet en uholdbar Stilling som et Slags moderat Kulturblad mellem to bittert kjæmpende Partier og deres paagaaende Organer.
I flere Aar havde „Aftenbladet“ under Richter’s og Mejdell’s Ledelse et vægtigere og mere alsidigt Indhold end nogen anden Avis i Landet. De fleste liberale Mænd af Betydning har i 60-70-Aarene været dets Medarbejere. Der udviklede sig her en fuld moderne Avis med jevnlige Redaktionsartikler, med talrige Bidrag af navngivne Mænd eller kjendte Merker, en god Uderigsafdeling, en bred Mark for Indsendere, en ret vel skjøttet Nyhedsrubrik. Tonen var mere tolerant end i „Morgenbladet“, og det var ogsaa tydeligere, hvem der var ansvarlig for de forskjellige Udtalelser. En vis Forsigtighed prægede altid „Aftenbladet“, – det var ikke mindst herved, at det vandt saa megen Anklang hos den mere dannede Del af det store Publikum. Det indlod sig ikke paa Vovestykker. Derfor lod det ogsaa i 1860 en af sine Redaktører, Bjørnstjerne Bjørnson, gaa: Han var for dristig i Unionsstriden.
I lang Tid var „Aftenbladet“ et Arnested for Skandinavismen. Det vedligeholdt stedse et vist reserveret Frisind, men det passede ikke, da den politiske Strid brød løs for Alvor, da Valget blev mellem at hævde det absolute Veto eller at arbejde for Rigsret.
P. Botten Hansen, den udmerkede Kritiker og Bibliograf, forsøgte sig først som Bladudgiver i 1851 sammen med Ibsen og Vinje. Deres Andhrimner udkom imidlertid kun i 39 Numere. Men i Oktober samme Aar startede Botten Hansen den merkeligste „Kulturavis“, vi nogen Gang har havt, „Illustreret Nyhedsblad“, der holdt sig til 1866. Her skrev en Mængde anseede Forfattere: I. Aasen, Bjørnstjerne Bjørnson, Ibsen, Asbjørnsen, O. J. Broch, Chr. Hansteen, P. A. Munch, C. A. Lange, Camilla Collet m. fl. Nærmest „Illustreret Nyhedsblad“ i literær Tendens stod vel Bjørnsons „Illustreret Folkeblad“ (1856–57) og senere „Norsk Folkeblad“ (1866–1871), hvor dog Politiken snart fik Overhaand.
Vinjes „Dølen“ er det ejendommeligste Eksempel paa, at en Avis kun har været skrevet af en Mand. Den falder derfor ogsaa i Omtale sammen med hans personlige Forfatterskab.
– I Bergen havde O. Bøgh, C. N. S. Platou og A. Sagen udgit „Bergenske Blade“ (1848–1852), der har sin ikke ringe historiske Interesse. Men det var dog af Provinsblade „Bergensposten“, der tidligst fik nogen Betydning. Den begyndte i 1854, redigeredes i Slutningen af 50-Aarene en kort Tid af Bjørnson og blev efterhaanden baade i politisk og litterær Henseende et Organ, der hævdede en selvstændig og anseet Plads i vor Avisverden, et Blad med vaagen Sans for alle den norske Kulturs Udtryksformer. Fra 1867 fik det en virksom Nabo i „Bergens Tidende“, hvormed det nu er sammensluttet.
I de sidste 30 Aar har der med „Morgenbladet“ og „Aftenbladet“ som de oprindelige Vejvisere udviklet sig den moderne Presse, vi nu kan rose os af. Alene Hovedstaden har et Dusin Dagblade. Den Forandring, som er foregaaet paa dette sidste Stadium af den norske Presses Udvikling, er nærmest, at den „upersonlige“ Avis, som søger at bevare det mystiske, auktoritative vi, tillige har fundet hensigtsmæssigt at støtte sig til en Flerhed af kjendte Navne, og at Avisen paa samme Tid søger at gi solide Oplysninger paa faglige Omraader og at tilfredsstille Publikums Nyheds- og Underholdningstrang. Avisen som er blit en Verden af selvstændige Smaaaviser, som hver har sit Kald. Mellem disse Smaaaviser og i dem bevæger sig en Stab af navngivne Medarbejdere.
- ↑ Ved Siden af udgav Daa i disse Aar nok en Avis, „Den norske Tilskuer“ (1851–1853).
