3)
Der kommer i 20-Aarene flere Blade, som tar Sigte paa letter Underholdning af et kunstnerisk Præg.
Mindst Interesse har „Idun“ (1822–1823), adksillig mere „Hermoder“ (1821–1827), redigeret af daværende Stabskaptejn, senere Generalmajor, Th. C. Broch, der ved Siden af sin Forfattervirksomhed som Ingeniørofficer ogsaa drev skjønliteraire Sysler, og senere kom til at indlægge sig Fortjenste af en Flerhed af vort Lands kunstneriske Institutioner.
Videre udgav Maurits Hansen „Den norske Huusven“ (1827–1830), hvortil han selv leverede en stor Del af Indholdet. En merkelig Stilling indtager „Christiania Aftenblad“ (3. Oktober 1827–28. September 1828), redigeret først af H. A. Bjerregaard og H. L. Bernhoft i Forening, senere af Bjerregaard alene, med regelmæssige Bidrag af Henrik Wergeland, O. R. Holm og Chr. Hansson. Det præsenterer sig straks ved sin Subskriptionsindbydelse, ved Redaktionens Indledningsbemerkninger, og ved det første Numers Indhold som et udpræget literært Blad, hvor Teatret har den første Plads. Der forekommer en Del originale og oversatte Noveller, nogle Digte, endog en Farce („Ah“ af Siful Sifadda alias Henr. W.) samt Rejsebeskrivelser, men tilsidst blir Teatret næsten eneraadigt. Det er bemerkelsesværdigt, at nogen da hos os vovede et saadant Foretagende, der neppe engang nu turde ha store Chancer. Redaktionen gjorde sig heller ikke store Forventninger „i en Tid, da det saakaldte og som oftest indbildte nyttige, overalt fortrænger det skjønne.“ Bladets korte Tilværelse viste det berettigede i denne Frygt.
Det betydeligste periodiske Skrift, som udkommer udenfor Kristiania i dette første Udviklingsstadium af det 19de Aarhundredes norske Aandsliv, er „Den norske Tilskuer“ i Bergen (1817–1821), redigeret af J. Rein, C. M. Falsen og H. Foss. Her foreligger ikke lidet, navnlig af politisk Interesse. I 1821 døde imidlertid Rein, og Falsen og Foss var allerede den Gang paa Vej til at fjerne sig fra hinanden i sine politiske Anskuelser. Hvad der ellers 20- og 30-Aarene udkommer i Bergen („Den bergenske Kontrollør“ (1832–1834), „Den Bergenske Merkur“ (1833–1839) m. m.) har mindre Betydning.
Omkring 1830 begynder der at komme Liv i Kristiania-Pressen.
Til de udprægede Oppositionsblade hører „Skilderie af Christiania og Stockholm“ (1828–1833), hvor Wergelands Ven George Frederik v. Krogh en Tid var den ledende Mand, og „Folkebladet“ (1830–1833), hvor navnlig Flor havde Indflydelse, og hvor Wergeland ogsaa deltog i Redaktionen. Ingen af disse Presseorganer fik dog Anledning til at spille nogen merkeligere Rolle.
Adskillig større Interesse har inden den liberale Lejr i Begyndelsen af 30-Aarene J. A. Hjelms „Almindeligt Maanedsskrift“ (1830–1832), hvis tildels vægtige Indhold vidner meget fordelagtig om Aandslivets Vekst i det unge Samfund. I Мааnedsskriftet forekommer den bekjendte Afhandling af Cosmopolita (Henrik Wergeland): „Hvorfor skrider Menneskeheden saa langsomt frem“, hvor den 23-aarige Samfundsreformator gjør rede for sin historisk sociale Betragtningsmaade, der er helt i Oplysningstidens Aand. Den besvares af en „Christianus Cosmopolita“, som optræder til Forsvar for de kristelige Dogmer, og begge Afhandlinger blir bagefter kritiseret i „Vidar“ af Schweigaard, som indtar et konservativt, men humant Standpunkt til de Ideer, Cosmopolita er en Tilhænger af. Særdeles interessant er en frisindet anti-socialistisk Afhandling, formentlig af Redaktøren selv: „Betragtninger over Statens Forhold til dens Borgere“.
„Statens Øjemed er kun at forskaffe dens Medlemmer Sikkerhed.“ „Det maa overlades til Statens Borgere selv at afgjøre, hvortil de tror sig bedst skikkede, samt at vælge de Midler, hvorved de tror snarest at kunne naa den Grad af Fuldkommenhed og Lyksalighed, som de attraa.“ Forfatteren gjør energisk opmerksom paa „de ulykkelige Følger for Folkene som have resulteret af den Maade, hvorpaa man har betragtet Statens Øjemed“ – „den uheldige Control med Borgernes private Anliggender, som Staten har tilladt sig.“ Han opstiller det Spørgsmaal: Dersom Folkene „istedenfor at blive lykkelige ved det af deres Herskere befulgte System, befandt sig i den yderste Grad af Elendighed“ – – „skulle de da snarere med jødisk Taalmodighed (?) vente den belovede Lyksalighed og hungre ihjel, end, ved at tilintetgjøre et fejlagtigt Regjeringssystem, skaffe sig Udsigter til en bedre Fremtid?“ Og han fastslaar, at „Retmæssigheden af at ophæve det bestaaende, naar dette bevisligen er til hinder for Menneskets moralske Udvikling,“ umiddelbart følger af selve Statens Øjemed. Statsproblemet maa efter hans Opfatning stilles saaledes: „Hvorledes skulle Individerne forskaffes en Frihed, der paa samme Tid som den overlader dem den mest uhindrede Brug af deres Evner ej skal omstyrte Staten.“ Og han gjør den kloge Bemerkning: „Hvad vilde Staten udrette ved at forbyde slige Handlinger, der blot kunne være skadelige for den handlende? Ikke andet end at Handlingen blev foretagen i Skjul, og det saameget begjærligere som der ligger en naturlig Lyst hos Mennesket til Elusion.“ Forfatteren vil i det heletaget ikke vide af „Statens utidige Formynderskab over Borgeren.“
Afhandlingen, der i enhver Henseende staar paa Højde med moderne frisindet Aandsdannelse, er et værdifuldt Dokument i den norske Kulturudviklngs Historie. Den gir en Essens af den gamle liberale Embedsstands Livsvisdom.
„Nogle Ord om Nationalmusik“ og den udførlige Indledning til 1ste Bind af Udgiveren, hvor han bl. a. fremhæver „det offentlige Skuespil’s“ Betydning for et Folk, indvarsler paa en merkelig Maade den nationale Bevægelse i 40-Aarene.
Maanedsskriftet har en Række omhyggelige Anmeldelser (bl. a. af „Skabelsen, Mennesket og Messias“, vistnok ved Redaktøren – „Om det johanneiske Logos“, Fragment af en Recensjon over Treschows Skrift „Evangeliet efter Johannes“ – Bjerregaards „Blandede Digtninge“, recenseret af Nicolai Wergeland.
Til Hjelms Maanedsskrift havde de unge „Radikalere“ Adgang, selv om deres Arbejder ikke var fuldmodne. Det er vell denne Liberalitet, det skyldes, naar saaledes G. F. v. Krogh faar trykt sin ungdommelige Afhandling „Universiteternes Forhold til og Indflydelse paa Staterne med særdeles Hensyn paa Norge“ i dens Helhed.
Skjønt Maanedsskriftet ikke hører indunder Begrebet „Presse“ i moderne Forstand, er det nødvendigt at nævne det her, fordi det, – ligesom det konservative Modstykke, det 1832 fik i „Vidar“, – indtog en lignende Plads i den aandelige Bevægelse, ikke mindst den politiske, og øvede en lignende Indflydelse, som i vore Dage Dagspressens ledende Organer. Paa en Tid, da Telegrafen, Telefonen og de hurtige moderne Kommunikationer endnu ikke havde skabt en saadan Rapport mellem den store Verden udenfor og det enkelte Samfunds Presse og atter mellem denne Presse og dens Publikum, havde ikke Aviserne og Tidsskrifterne faaet saavidt tydelig afgrænsede Felter, som Tilfældet er nu. Et Tidsskrift vil nu sjelden komme til at spille en rolle i Agitationen, til at repræsentere en direkte Indsats i Dagens Kamp. Det har mindre Karakteren af en Kombattant end af en Tilskuer, der belyser Resultaterne og derigjennem vil kunne øve en vigtig Indflydelse paa Landets Aandsliv. Dette hindrer selvfølgelig ikke, at Tilskueren her kan tage bestemt Parti. Det gode Tidsskrifts Opgave er just at sigte den nationale Kulturs Foreteelser, samtidig med at den stiller den hjemlige Udvikling i Forbindelse med fremmed.
„Vidar“ (1832–1834) var i endnu højere Grad end Hjelms Maanedsskrift et aktuelt Partiorgan. Det dannede, som vi i en anden Forbindelse har seet, Samlingsstedet for det unge Intelligensparti. Det skulde være et Bolverk mod „Raaheden“ og al „umoden Radikalisme“. En vis Ensidighed var Følgen af dette Program, men saa dygtig en Stab af Medarbejdere, som Tidsskriftet havde (Schweigaard, P. A. Munch, Welhaven og Fr. Stang, var alle fast knyttede til Redaktionen), er det selvsagt, at det bragte verdifulde Ting.
Det er betegnende, at Indholdet af disse to Tidsskrifter tilsammen giver en langt tydeligere Forestilling om Datidens norske Dannelse og dens bedste Kræfter end 20- og 30-Aarenes Aviser tilsammen. Dagspressen var ikke blevet den sociale Nødvendighed, som den er nu, og Samfundslivets virksomme Mænd var ikke saaledes til at gaa den Vej for at blive hørt.
Kravet meldte sig imidlertid snart til en letvindere Meddelelsesform, end Tidsskrifter kunde være. Da „Vidar“ gik ind, fik den (1836) en Fortsættelse, og det var et Dagblad, „Den Constitutionelle“. Helt over paa den modsatte Fløj virkede „Statsborgeren“ (1831–1837). I Midten stod „Morgenbladet“.
Den, som skulde skrive „Morgenbl.“s Historie, vilde komme til at give et anseeligt Kapitel af det 19de Aarhundredes norske Historie. Fra et ubetydeligt Nyheds- og Avertissementsblad voksede det sig langsomt op til at blive den mægtigste politiske Avis, vort Land har havt. Startet 1819 holdt det sig det første Tiaar temmelig beskedent. Det var mest „Indsendterne“, som regjerede. Men allerede mod Slutningen af 20-Aarene begyndte det at udvikle sig til et meget læst Nyhedsblad. 1831 blev A. B. Stabell dets Redaktør og det var ham der gjorde det til en Magt, ikke altid ved de ædleste Midler (af L. K. Daa’s Dom om „Avisskriveren“, der ikke er uretfærdig). Midt i 30-Aarene har det faaet et politisk Standpunkt. Det er liberalt Oppositionsblad med bestemt Støtte i Storthingets Bondefraktion. Snart følger den ogsaa ganske godt med i Udlandets Forhold. Tager man en Aargang som 1834, finder man t. Eks. 29de Jan. en ledende udenrigspolitisk Artikel „Europa siden Julirevolutionen“, oversigtlig med Motto: „Jeg tror ikke, at Friheden blot er viist Mennesket, ligesom Tantali Frugt, for at beviise det, at det ikke kunde nyde samme“. Særlig kræsen er Redaktionen ikke: 17de Februar har saaledes Carl Bonaparte Roosen Plads til en temmelig taabelig Artikel om tre Embedsbesættelser. Men den har jo den Opgave at give Oppositionen Husly. Flere Medarbejdere kan den være særdeles fornøjet med: Wergeland Far og Søn, H. Foss, L. K. Daa o. a. Henrik Wergeland skriver der i adskillige Aar til Stadighed og Redaktøren har øjensynlig givet ham frie Tøjler. Særdeles nøje passer Bladet paa Begivenhederne i Sverige. Om den bekjendte Lindebergske Sag indeholder „Mgbl.“ i 1834 en hel Række Artikler, foruden en Diskussjon mellem „Mgbl.“ og Lindeberg om de unionelle Spørgsmaal, videre et Opraab til Kongen, med fransk Tekst, og endelig en Takkeskrivelse fra Lindeberg.
