2)
Vor første Avis med politisk Program er imidlertid „Det norske Nationalblad“ (1815–1821), redigeret af Hans Abel Hjelm. Dermed indtræder vor Presse i et nyt Udviklingsstadium. Bladet viste fra første Numer, at det havde en bestemt „Plan“.
„Det er blandt et frit Folks herligste Rettigheder, at hver Borger kan offentlig give sin Stemme tilkjende i Nationens vigtigste, som i sine egne Anliggender. Folkets Mænd ville ved Agregatet af saadanne Ytringer erholde fuldere Vished om deres Mandanters Vilje. Konstitutionens Hellighed vil finde et Værn deri, den offentlige Retfærdighed fremmes, Uordener forebygges, ærværdigt Frihedssind og derved Nationalkraft og Nationalaand bevares. Det herlige England er et talende Eksempel herpaa. Igjennem dertil egnede Tidender udtaler der Folket højt sin Vilje, advarer, revser. Man kalder saadanne Blade Oppositionsblade, fordi de paa en vis Maade staar i Modsætning til den eksekutive Magt, – skjønt denne Modsætning kun er tilsyneladende, da hver god og liberal Regjering gjerne lader sig underrette om Folkets Ønsker, gjerne ser sine Foranstaltninger anstændigen bedømte fra forskjellige Synspunkter, for derved enten desto nøjere at overbevise sig om sine Foranstaltningers Gavnlighed, ved at lære alle Modgrunde at kjende, og veje dem, eller for at rette Manglerne“.
Man har i Mangel af bedre Lejlighed brugt Kristiania „Intelligenz-Seddel“ til Kampplads for Bemerkninger om offentlige Anliggender og deraf opstaaende Fejder. Men at en Adresse-Avis kun lidet egner sig dertil, følger af sig selv, og i al Fald maa Kostbarheden af at faa noget, som er mere end blot Avertissement, derigjennem offentliggjort, bringe mangen ellers virksom Plan i hvilende Tilstand. Man tror derfor, at det ikke vil være fra nogen Side uvelkomment, naar der aabnes en mere passende Tumleplads for slige Gjenstande igjennem et dertil bestemt Blad, kaldet
„Det norske Nationalblad“ af blandet Indhold.
Det var Begyndelsen til den politiske norske Presse. Særlig lovende var den ikke. Udgiveren blev med stor Iver forfulgt af Regjeringer for Sager, som man nu vil anse for betydningsløse, idømt strenge Straffe, hvoraf de strengeste dog ikke blev eksekverede, og omsider kjøbt til at indstille sin Virksomhed Understøttelse af 600 Spd. af Kongens Kasse. Blandt Medarbejderne var de mest kjendte Redaktørens Bror, Jonas Anton Hjelm, der mistede sin Stilling som Regjeringsadvokat paa Grund af sin Forbindelse med Bladet, og den drammensiske Krigsraad Pierre Paumeau Flor, der altid vedblev at være en ivrig Journalist, Medarbejder i en Række af Oppositionsblade som efterhaanden fremstod.
„Det norske Nationalblad“ havde til Trods for sin forsmædelige Afslutning utvilsomt visse gode Egenskaber. Det ansaa det i ethvert Fald for Pressens Pligt at oplyse Folket og at staa paa dets „Ret“. Efter det kom Ludvig Mariboes „Patroullen (1824–1832), der var et absolut hæderligt Oppositionsorgan, alvorligt, omstændeligt, med et saa godt som udelukkende politisk og statsøkonomisk Indhold. Det bar et overordentlig forskjelligt Udseende fra Nutidens Aviser. Tar man for sig en Aargang af „Patroullen“ møder man mest lange Afhandlinger, som fortsættes fra Numer til Numer. Afhandlingerne beskjæftiger sig vistnok med Dagens aktuelle Stridsemner, men deres Udførlighed og tørre Faglighed gjør det klart, at de kun kan naa frem til en engere Kreds.
„Nærværende Patroulle (saa skriver merkelig nok Mariboe Ordet, og da en Modstander paapeger det, tar han Skrivemaaden i Forsvar) er udsendt fra en Autoritet med hvilken ingen dødelig Magt kan maale sig“. „Autoriteten“ er den offentlige Mening. „Mit Løsen er: Grundlovens Overholdelse“. Ejendommelig nok opgiver den skarpe Oppositionsmand denne Grundlov at være af 4de November 1814. Enhver Tendens til at rokke ved Grundloven betegnes som „Vejrhanesystem“.
Hele „Patroullen“s Virksomhed gir et levende Billede fra den Tid, da et af de karakteristiske Træk ved vort frisindede Parti var dets Konservatisme. Grundloven var den politiske Friheds Basis, og den maatte ikke rokkes. Det liberale Embedsmandsparti gjorde Front opover, mens Bønderne ingenlunde var helt at stole paa. Den væsentlige Betryggelse laa naturligvis i Stortingets liberale Majoritet, men efter Lejlighed søgte da ogsaa Pressen at værne om vor endnu utrygge Selvstændighed. Og i bestemt Følelse af, at Pressen maa ha sin Mandant, lader Mariboe „den almene Stemme“ tale. Det er den, der udtrykkelig gives Ordet, naar de højtideligste Sandheder skal frem. Formen, hvori dette sker, Signaturerne osv., minder sterkt om det 18de Aarhundrede. „Ligefrem, Pensjonist hos politisk Visdom“ er f. Eks. en af de Skikkelser, hvori Mariboe formummer sig.
Tonen karakteriseres af Sætninger som disse: „Det er Fyrsternes og Nationernes Fiender, som stedse tale om at udvide Fyrsternes Rettigheder og indskrænke Nationernes“, – „Statsanliggendernes Grandskning og Deltagelsen i disse, tilkomme ej længer et eget Laug“. Mariboe ønsker da ogsaa, at der indredes et offentligt Diskussjonlokale, mens Stortinget er samlet. „Den offentlige Stemme“ kan da bedre gjøre sig gjældende.
Der er en vis Trohjertighed i „Patroullens“ Tone, en Duft af de primitive Forhold. Den kan naturligvis ikke lade være at ergre sig over, at Regjeringen nødig indrømmer Blade med oppositionel Tendens den meget betydningsfulde Portonedsættelse, som var saa vigtig for deres Eksistens. Men ofte ser „Patroullen“ ret forhaabningsfuldt paa Magthaverne. Der er en fortrolig Advarsel i Udtryk som disse: „Hans Ord er Kongeord – et Ordsprog som aldrig bør gaa af Minde“. Den glæder sig til, at Tronarvingen, om han blir Vicekonge, skal faa bedre Anledning til at gjøre sig kjendt med Nationen. Den er rent barnslig, naar den ivrer mod altfor fine Uniformer og mod Uniformer for civile Embedsmænd, ti det viser „Pragtlyst“.
Der er naturligvis adskilligt underforstaaet i „Patroullen“s Udtryksmaade ligeoverfor Kongemagten. Den citerer i Christies Tale 26. Nov. 1824 med synlig Fornøielse Forsikringen til Kongen, at „han har vundet et Folk, hvis usvigelige Hengivenhed og Troskab det ikkun beror paa ham selv at erhverve[1]
Næsten samtidig med „Patroullen“ dukkede der op et Blad, som repræsenterer meget forskjellige Anskuelser, „Tilskueren“, redigeret af P. Treschow Hanson. De to Blade laa i Fejde den korte Tid, „Tilskueren“ bestod (den udkom i tilsammen 104 Numere). Det synes, som om „Tilskueren“ gjerne har villet tækkes Magthaverne – den stod langt paa højre Fløj.
I „Patroullen“s politiske Artikler maner Mariboe stedse til Aarvaagenhed. Folket maa være paa sin Post. „Vælg aldrig Embedsmænd, uden af den mest prøvede Dyd, og iblandt dem ingen, som kan afsættes uden Lov og Dom“, er „Einar Nordmands“ Raad til Vælgerne. Redaktionen vil ikke ha Valglov, fordi der derved gives Anledning for den udøvende Magt til at gribe ind. Stortinget kan afsi den endelige Dom, uden at der behøves nogen speciel Lov. Med „Tilskueren“ kjæmper Mariboe især om det absolute Veto. Saa er han mod Forandring af Stortingets Samlingstid og mod Forandring i Skattelovene. Han anser det for tvilsomt, om en Embedsmand, der nyder „Pension af Kongen“, kan vælges til Stortingsrepræsentant (han sigter herved til den ovenomtalte Morgenstjerne). Mod C. M. Falsen er han naturligvis ikke blid. Falsens „aftvungne Forsvar i Anledning af Constitutions Committeens Bedømmelse af hans paa Stortinget 1821, under 27de Juni indleverede Forslag om Forandring i Grundlovens 76de §“ er anmeldt i „Patroullen“ 5te Juli 1824. Mariboe belyser Falsens to vidt forskjellige Standpunkter, i Skriftet om den norske Odelsret, hvor Norges Bonde prises som det virkelige Værn for vor Frihed, og i Forslaget om Grundlovsforandringen med tilhørende Forsvar, hvor man faar vide, at Bonderepræsentanterne for en stor Del er uduelige og uvidende og regner med Stortingsdiæten. „Det er en Mening, hvori der efterhaanden er kommet Virvar“. Mod Sibbern, hvis Uafhængighed ellers prises, optræder Mariboe umiddelbart efter, fordi han har hørt, at Sibbern skal ha udtalt (!), at Stortinget kanske ikke havde Ret til at negte Gage til et af Kongen oprettet Embede (Falsen var useet til Generalprokurør).
Almindelig Oplysning, mener Mariboe, er „Constitutionens sikreste Støtte“. Derfor arbejder han ogsaa for en forbedret Organisation af Skolevæsenet paa Landet, ligesom han forlanger, at Almuesmanden skal holdes à jour med Lovgivningen, „kjende dens Bud“. Opslag paa Kirkebakken og Oplæsning derfra, af Lovene, er praktiske Midler. Presten og Forligelseskommissærer bør ha Love til Udlaan, og Fogderne skal ha dem tilsalgs.
Karakteristisk for det Trin, hvorpaa den politiske Udvikling dengang befandt sig, er Mariboes Omtale af Statholderens Stilling til det norske Folk. „– betragter han sig som Ven og Ligemand af, men ikke Controleur over Statraadets øvrige Medlemmer, da – – – vorder svensk Mand, som Statholder i Norge, det umiddelbare Redskab til at forjage enhver ublide Følelse, enhver ubehagelig Erindring, som kunde opstaa hos Nordmænd og Svensker.“ Samtidig er Mariboe bestemt nok, naar han opdager noget, som viser Tilsidesættelse af Norges Interesser. En saadan Tilsidesættelse mente han at finde i en Affære, hvorved i Virkeligheden kun blev tilkjendegit, at Norges og Sverige – hvad jo Norge netop selv krævede – var at opfatte som to forskjellige Stater. Der blev indgaaet en Handelstraktat mellem Storbritannien og Sverige. Hvorfor Sverige alene? spørger Mariboe: „Kongen har jo dog ogsaa norske Undersaatter, han er Konge til Sverige og Norge.“
Ved Siden af de politiske Spørgsmaal, der vedrørte vor Selvstændighed og Frihed, er Mariboe mest interesseret for Finanspolitiken og i det hele taget for statsøkonomiske Problemer af praktisk Betydning for Norge. Disse Emner fylder en stor Del af „Patroullens“ Spalter. Der forekommer i 1824, den første Aargang, som jeg her væsentlig har benyttet til Illustration, bl. a. en meget lang Anmeldelse af et Skrift betitlet „Statsoeconomisk Anskuelse af Norge“ hvor Recensenten har mange fornuftige Ting at si, omend baade hans og endnu mere Forfatterens Grundsyn er feilagtigt. „Patroullen“ er enig med den i Skriftet udtalte Mening, at „det norske Folk bør gjøre Agerdyrkningen til sit Formaal“, men advarer dog mod „Skogenes Udryddelse“. Skriftets Forfatter er derimod for „Ageren“ mod „Skogen“! Hug ned.
Baade af ideelle og af statsøkonomiske Grunde kjæmper Mariboe contra „Tilskueren“ tappert mod Laugrettigheder. Han vil gjøre de forskjellige Næringer saa frie som muligt og har desuden Smaafolks Privattarv for Øje. „Med Hensyn til Ølbrygning og Brødbagning bør vi endnu anmerke, at disse Haandteringer drives hos os, og forsaavidt vi vide, til Gavn og ej til skade for Samfundet, af mangen en Enke og i smaa Kaar værende Familjefader, for anstændigen og tarveligen at ernære og opdrage sine.“ Han kræver, at der ingen Fordel skal være for Byerne. Det gjælder i første Linje om at fremme Jordbruget, at bidrage til Landmandens Opkomst.
„Patroullen“ gir et udmerket Billede af vor Presses og derigjennem ogsaa vor Kulturs Standpunkt for 80 aar siden. For en historisk Betragtning af vor Presses Udvikling har det særlig Interesse at lægge Merke til, hvorledes et Blad den Gang, hvis det overhovedet var noget værd, virkede mere som en Personlighed end i vore Dage, som en ensartet Organisme. Det hænger naturligvis for en Del sammen med Forholdenes Enkelhed. Det første Blad der hos os tydelig viser den moderne Presses upersonlige Grundtype, er „Morgenbladet“ under Stabells Ledelse.
- ↑ Udhævet her.
