En af de moderne Stormagter, en af de største, Pressen, er i Virkeligheden opstaaet i det 19de Aarhundrede. De periodiske Revuer og de Kundgjørelsestidender, som var dens Forløbere, havde mod Nutidens Presse en forsvindende Betydning. Da Staternes Borgere i det 18de Aarhundrede begyndte at beskjæftige sig sterkere med de offentlige Anliggender, foregik Diskussionen dels mundtlig, dels i Brochurer og Bøger. Kaffehusene fik dengang en Blomstringstid, som i Virkeligheden indvarsler en ny Æra i Kulturstandens politiske Liv. Borgerne, der endnu i de fleste europæiske Lande ingen directe Indflyelse havde paa Statens Ledelse, viste en stigende Interesse for denne: politiske Samtaleemner blev almindelige, og Kaffehusene antog Karakteren af etslags halvoffentlige politiserende Forsamlingssteder, der var fuldt saa livlige som Nutidens avislæsende Kafeer. Ved Siden af den mundtlige Diskussion trivedes i de Lande, hvor det var nogenlunde let at bringe sine Meninger i Trykken, Brochurelitteraturen. Struensees Trykkefrihedsforordning gav i Danmark Signalet til en hel Strøm af Brochurer, der tilsammen har Karakteren af en moderne Avisfejde, ført over hele Linjen med stor Heftighed. Ogsaa den Lighedvar der, at Brochurerne gjerne, som de moderne „Indsendte“, var pseudonyme eller anonyme. Det var Stemmer fra Folket, naturligvis ikke fra Menigmand, der liden eller ingen Skrivekyndighed havde, men heller ikke som Regel fra de mest eleverede Elementer. Tonen i Kjøbenhavns Brochureliteratur omkring 1771 er gjennemgaaende ikke særlig dannet, en stor Del af den staar paa samme Niveau som den moderne Skandalpresse. Den skabte ogsaa en Opinion mod Trykkefriheden. En af Fararne ved en fri Presse blev aabenbar, uden at man var paa det Rene med, hvor Modvægten var at søge. Det nemmeste var at gjenindføre Censur, og det blev ogsaa gjort.
I den politiske Frihedsbevægelse i Danmark omkring 1788 til 1800 var det centrale Kravet paa Skrivefrihed eller Trykkefrihed. Det var dette Krav, der fremfor alle andre formuleredes med stor Bestemthed af den liberale Bevægelses Ledere: Birckner, Pram, P. A. Heiberg, m. fl. De saa heri en saa vigtig Betryggelse for Folkets Rettigheder, at Spørgsmaalet om en Folkerepræsentation kom i anden Række eller endog ansaaes for overflødigt. Man ræsonnerede som saa, at hvis Folket – eller rettere sagt de Mænd, der betragtede sig som kaldede til at varetage Folkets Interesser – havde Anledning til at tilkjendegi sin Mening offentlig, klart og bestemt, vilde det være vanskeligt for Magthaverne at modsætte sig denne. For Birckner synes saaledes en fri Presse at ha fremstillet sig som et folkeligt Magtmiddel af omtrent samme Valør som en repræsentativ Forfatning. For andres Vedkommende (som P. A. Heiberg) er det vel rimeligt, at de koncentrerede sin Virksomhed paa dette ene Punkt, fordi det var den Reform, der turde være lettest gjennemførlig og siden kunde aabne Vejen for flere. Allerede paa denne Tid viste det sig dog, at Pressen ingenlunde behøver at være et Udtryk for Folkets – eller rettere sagt for den oplyste Dels – Meninger, men at den kan bli et tveægget Vaaben og med megen Virkning benyttes af de tilfældige Magthavere. Bag et Presseforetagende maa der staa en Kapital, og der spørges da, af hvem denne Kapital disponeres. Ligeoverfor de frisindede Periodeskrifter, som „Minerva“ og „Den danske Tilskuer“ stillede man et reaktionært, med den Opgave at mistænkeliggjøre „Frihedsmændene“, og gav dette Organ det betegnende Navn „Folkevennen“. Blandt de norske Medarbeidere kan merkes Johan Nordahl Brun.[1]
I det moderne Samfund er Pressen blit et nødvendigt Meddelelsesmiddel. Det er et Organ, man ikke kan være foruden. Men den er i endnu langt højere Grad end Litteraturen i Almindelighed et Kundskabens Træ paa godt og ondt. Den naar til alle Samfundskredse, ogsaa did, hvor Kritiken er svagest, den er selv Udtryk for Øjeblikkets Stemninger, de staar saa godt som altid i et bestemt Partis Tjeneste og har den Opgave at arbejde for dettes Program, støtte dets Mænd, undskylde deres Fejl, fastholde alle Paastande, benegte Modpartens, i al menneskelig Fejlbarhed at være ufejlbarlig. Videre er mange Presseforetagender mindre Organer for bestemte Meninger, end de selv er Spekulationer i Meninger, de styrer ikke Strømmen, men følger den, de lader, som om de vejleder Publikum, men de bejler tili dets Gunst. Paa denne Maade blir de med i Magtens Deling, mens de tillige høster økonomiske Fordele. Den største Fare er dog Pressens Ansvarsløshed. Det er den letteste Sag for et Presseorgan at skade de enkelte Individer, uden at overskride de af Loven trukne Grænser. Og da det meste, hvad der forefindes i en Avis, præsenterer sig anonymt, ligger ikke alene heri, at man ikke kan naa den enkelte Journalist og afsvække hans Autoritet, men at Publikum kommer til at staa ligeoverfor et mystisk „man“, en ubekjendt Størrelse, som virker ganske anderledes imponerende paa Folk i Almindelighed end en Mand, der bare kan støtte sin Paastand til sit eget Navn. Lige saa stor som Pressens Indflydelse uværgerlig vil bli i ethvert moderne Kulturland, lige saa skjæbnesvanger kan denne Inflydelse bli. Almenheden er dog ikke afskaaret fra at øve en vis Kontrol, ligesom den kan boycotte urenslige Presseorganer. Det af største Vigtighed for Samfundenes Kulturudvikling, at det gaar op for Folk, hvor nødvendig denne Kontrol er.
Pressen er nemlig Kulturens store Postbud. Den skal gi den populære Ekstrakt af alt, hvad der bevæger sig i Menneskehedens Aandsliv. Saa gjælder det, baade at Ekstrakten – efter fattig Leilighed – udtrykker den rigtige Mening, og at de Ting, der virkelig har Værdi naar frem til sin Bestemmelse.
Ser man paa Pressens Udvikling her i Norge i det 19de Aarhundrede, er der intet, som saaledes maaler vort Samfunds raske Vekst. Samtidig vil man uden Betænkelighed kunne konstatere, at med alle sine Fejl – Pressens almindelige og de for vor særegne – har den norske Presse røgtet sit Hverv som populær Kulturbærer anerkjendelsesværdigt, i ethvert Fald sammenlignet med Pressen i andre Lande paa nogenlunde samme Kulturtrin.
Højest har den naaet som Formidler af politisk Oplysning, lavest som Formidler af kunstnerisk Forstaaelse. Dette har – ialfaldi Aarrækker – delvis havt sin Grund deri, at de Organer, der fortrinsvis henvendte sig til Landets „Intelligens“, i den norske Kunst ingenlunde saa en Forbundsfælle til Løsning af de sociale og politiske Opgaver, de opfattede som de vigtigste. Mellem det mere aristokratiske og konservative Parti i et Land og dettes nationale Kunst burde der, hvis det nævnte Parti er tilstrækkelig højt udviklet, være en naturlig Tilknytning. Det demokratiske Parti, der fortrinsvis henvender sig til Klasser, hvor Kunst lettelig vil opfattes som Luksus, har ikke saa god Anledning til at virke for Kunstens Sag som i Regelens Landets Højre. Hos os har Stillingen været den, at det fornemmelig er Venstre, som – tiltrods for de modstræbende Elementer inden selve Partiet – har ydet Kunsten den Smule Støtte, den har faaet.
I Forbindelse hermed maa nævnes et andet Fænomen. Det skulde synes, som om et udpræget demokratisk Samfund vilde han lettere for at fatte Interesse for Kunst end for Videnskab, i ethvert Fald naar der staar en almen tilgjængelig Kunstart mod en eksklusiv Videnskab. Dette har ikke været Tilfældet hos os. Maaske det kommer af det norske Folks alvorlig anlagte, tunge Karakter. I ethvert Fald kan de Bebrejdelser, man har Lov til at rette mod vort Storting paa Grund af den Ringeagt, det ofte har vist Kunsten, ikke gjøres det samme Storting, naar det gjælder videnskabelige Øjemed. Noget lignende har været Tilfældet med Pressen. Rigtignok har denne været mere imødekommende ligeoverfor Kunsten end den bevilgende Statsmyndighed. Navnlig har der i de sidste Aartier i vor Presse, enten den repræsenterer Højre eller Venstre, været skjænket de forskjellige Kunstarter en ganske vidløftig Omtale. Men Forholdet har dog ogsaa her været dette, at Forstaaelsen for Kunstens Opgave i Samfundet har været svagere end Forstaaelsen for Videnskabens.
Paa de forskjellige videnskabelige Omraader har vore Aviser, og først i Rækken det ældste af de store Højreorganer, vist en beundringsværdig Agtpaagivenhed. Her har Pressen i ganske særegen Grad været sig sin formidlende Kulturgjerning bevidst: at vække og vedligeholde Interessen hos det norske Folk for norsk Videnskab.
– – –
Et Tilbageblik over det 19de Aarhundredes Presse viser os til en Begyndelse en stor Fattigdom. Baade Bergen og Trondhjem og i endnu højere Grad Kristiania havde jo Karakteren af smaa Provinsbyer, som modtog sine aandelige Impulser mest gjennem Familjer, der stod i Rapport med Kjøbenhavn. Kjøbenhavn var det aandelige Centrum, og de kjøbenhavnske Periodeskrifter fandt ogsaa adskillig Afsætning i Norge.
De norske Stiftstæder havde vistnok sine „Aviser“. Den ældste af disse er som bekjendt „Norske Intelligenz-Seddeler“, der begyndte at udkomme 25de Maj 1763 og i det 18de Aarhundrede indeholdt et og andet af Interesse, mens der fra 1814 i lang Tid forekom overordentlig lidet af Betydning. Næsten jevngammel med „Norske Intelligenz-Seddeler“ er „Efterretninger fra Adresse-Contoiret“ i Bergen (fra 4de Februar 1765). Dette Blads Redaktør havde af den danske Regjering kjøbt Eneretten til at trykke Annoncer, et Privilegium, som den norske Stat og Bergens Kommune senere maatte indløse for en ganske betydelig Sum. Den samme Eneret besad „Trondhjems Adresse-Contoirs Efterretninger“ (grundet 1767) og „Christiansandske Ugeblade“, 1780–1788, senere fortsat under Titelen „Christiansands Stiftsavis og Adresse-Contoirs Efterretninger“.
Det var vel fremfor alt de store politiske Begivenheder i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, som vakte Trangen til en Nyhedspresse i mere moderne Forstand. En danske Mand B. H. v. Munthe af Morgenstjerne, var hos os den første, der i dette Øjemed forsøgte et periodisk Tidsskrift „Poltik og Historie“ (Kristiania 1807–1810). Morgenstjerne havde selv ude i Europa ført et ganske vekslende Liv. Som ung Jurist havde han i Kjøbenhavn gjort en glimrende Karriere, der blev brat afbrudt. Han var Assessor i dansk Højesteret, da han begik en Formfejl, der havde hans Afsættelse tilfølge. Siden vankede han her og der, var Ejendomsforpagter i Holstein, Musiker i Tyskland, Skoleholder i Norge. Saa slog han sig paa Journalistiken, men udmerkede sig samtidig ved sin Deltagelse i Organisationen af vort Kystforsvar. Imidlertid fik han tilbage de Rettigheder qva Jurist, som ved hans Afsættelse var blit ham fradømt og efterat at vi havde faaet et nyt Styre, blev den alsidige Mand Regjeringsadvokat (1816). I vort offentlige Liv optraaede han sterkt regjeringsvenlig. Denne vor første Journalist døde 1835 som Sorenskriver i Bamble. Foruden „Politik og Historie“ udgav han „Norges Minerva“ (3 Hefter 1809–1810).
Næsten samtidig med Morgenstjerne begyndte Niels Wulfsberg at udgi „Efterretninger og Opmuntringer angaaende de nærværende Krigsbegivenheder (25de August–28de November 1807). En Fortsættelse af disse „Efterretninger“ var Bladet „Tiden“ (Januar 1808–31te Desember 1814), der i en ny Form „Den norske Rigstidende“ (redigeret af Wulfsberg, P. C. Holst, J. H. Vogt og C. Døderlein) forandrede sin Karakter af Nyhedsblad og blev officielt Annonceblad. Wulfsberg var oprindelig Teolog, etablerede en Boghandel, fik 1815 en Sekretærstilling ved det norske Ministerium i Stockholm og blev tillige Kronprins Oscars Lærer i norsk. Senere kom han ind i Toldvæsenet.
Det næste norske Presseforetagende, vi støder paa, startes, ejendommelig nok, ikke i nogen By. Det er „Norsk Landboblad“, der 1810–1816 udgaves af S. K. Aarflot paa hans Gaard Egsæt i Romsdals Amt, hvor han, uden at være Typograf, indrettet sig et meget originalt Bogtrykkeri. Dette Blad fortsattes under forskjellige Navne af hans Søn og Sønnesøn lige til 1867.
- ↑ Nordal uden h er den rigtige Skrivemaade. Se Halvorsens Forfatterlexikon.
