nær Hr. Werners; Du er Sacristos Søster; han lokker Dyret i Snaren og Du trækker Snaren til. Har Du noget at udsætte?“
„Nei!“ svarede Inez.
„Som Broder har jeg og Broderrettigheder!“ udbrød Sacristo, greb Inez' Haand og kyssede den.
„Nu, Sacristo!“ raabte Inez; „endnu ikke Broder!“
„See, hvor knibsk! ha ha, Søster; vi har udstaaet Adskilligt sammen; kunde Skovene tale, vilde de fortælle Adskilligt — “
„Nu ingen Snak!“ faldt Lazo ind. „Alt maa skee i en Fart. Du reiser strax, Sacristo! Lykken skulde ret have vendt os Ryggen, om ikke en ledig Villa skulde ligge i Nærhedem; men skynd Dig!“
„Jeg er rede: En Hest, Penge i Lommen og Alt er klappet og klart.“
Han reiste sig, bød Levvel og gik.
„Men hvad vil Du gjøre, Lazo?“ spurgte Inez.
„Jeg? Jeg skjuler mig og naar jeg seer, at Snaren er tæt, bryder jeg frem. Jeg er vis paa, Amalia giver efter og da — da Inez! — —“
„Da!“ gjentog Inez i en Tone og med et Blik, som gjorde dette ene Ord til Tusinde; hun gik ind i Huset og Lazo satte sig i Solen paa Bænken.
