„Bravo, Inez, bravo!“
Italieneren støttede Ansigtet mod Haanden. Øinene funklede; han greb Inez om Midjen, hvilede sit skjønne Ansigt mod hendes Skulder og sagde, sværmerisk:
„Inez! Erindrer Du vort Hjemland? — Erindrer Du den dybe Himmel, den varme Sol? Erindrer Du, naar Du hviled Dig drømmende paa Elvens Blomsterbredder, beskygget af de høie Pinier? Hele Verden har som svundet bort og Din Sjæl sværmede omkring, som Sommerfuglen mellem Figenblomsterne; tænk Dig: man vinker Dig tilbage og Du kommer — ak! her er koldt og øde!“
Inez lagde sit Hoved pag Lazos; Taarerne rullede diamantfunklende nedad hendes skjønne Ansigt. Det var som om Begges Sjæle forlode det Nærværende.
De hvilede en Stund i uforandret Stilling. En Banken hørtes paa Havedøren. Lazo sprang op. „Det er ham!“ raabte han smilende til Inez og aabnede Døren. En Italiener smuttede ind, skyndte sig hen til Inez, greb hendes Hænder og udbrød: „Min skjønne Donna! skinner endnu den kolde Himmel paa kolde Blik? nu munter, munter!“
„Ja munter!“ gjentog Lazo, satte sig og vinkede den Ankomne, at tage Plads paa den anden Side af Inez. Det var en høi, bredskuldret, majestætisk Figur med et skjønt, udtryksfuldt Ansigt.
„Seer Du, Inez!“ sagde Lazo, „Tydskeren er reist paa Landet; det er baade vel og ikke vel. Vi maa altsaa leie os en Villa
