„Sæt Dig der Inez!“
Hun satte sig paa Bænken og Lazo ved hendes Side.
„Som Du veed gik endelig mit Haab i Opfyldelse: Rygterne kom Adolph Henning for Øren. Han blev mistænkelig og trak sig tilbage. Da burde jeg have benyttet Omstændighederne; men jeg haabede altid, at Tilfældet skulde bringe bedre. Jo mere Tiden leed, desmere angst blev jeg og beslutted' endeligt, at rydde ham for nogen Tid af Veien. Men, forbandet! min Stilet glippede og jeg hører, han er allerede paa Benene. Amalia har imidlertid Sorgen tæret til et Skelet. Hun reiste idag paa Landet med sin Fader og Tydskerne og min Sjæl er saa mørk som en Vinternat. Jeg veed jo, at Ingen af dem tør aabenbare Noget, førend de ere sikkre paa ham; men jeg har studeret ham: han er sikker; et eneste Ord kan hæve Sløret og vi ere forlorne. Det er altsaa intet Andet tilbage for os, end fortvivlede Anstrængelser. Jeg og Sacristo har aftalt dem; vil Du indtræde i den Dig tildeelte Rolle? — Det er Hovedrollen, men tænk, hvad den bringer os!“
„Hvad skal jeg gjøre?“
„Fange ham!“
„Hvad?“
„En Italienerinde med sorte Lokker og Ildblik kan udrette Alt!“
„Hvad?“
„En Italienerinde med sorte Lokker og Ildblik kan udrette Alt!“
Inez faldt i Tanker.
„Der er min Haand!“ raabte hun fyrig.
