Munden spillede et Smiil, som mørke Tanker syntes at styre; men det svandt alt mere og mere og de livfulde Træk udtrykte en reen Vemod. Hun tog Guitharen, som hang om hendes Skulder, legede en Stund med Strengene og begyndte derpaa at synge:
„Hjerte, som følte den sydlandske Ild!
Mindes Dig Hjemlandets Immergrønts Skove
Med deres Duft!
Mindes, hvor Solstraalen, paradiismild,
Funkled' paa Strømmenes himmelblaae Vove;
Smerten giv Luft!
Thi Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
„Himmel! end der har Din Aftenrød' Guld,
Straalernes Hav funkler ogsaa mod Norden;
Men ei som hist.
Ak! thi Din Hvælving af Tungsind er fuld,
Dybet er blegnet og sjunket mod Jorden;
Hjerte! o Brist!
Thi Livet til Graven har baaret sin Fryd;
Dens Himmel, Hesperien, vinker fra Syd.“
„Traurig Du skinner til sorrigfuld Jord,
Traurig Dig hvælver om glandsløse Egne:
Alt er som dødt;
