Bergen til en Handelsstad og maaske den er det interessanteste Sted for Fremmede; men Bergenserne bygge sig som oftest bedst især paa Øvregaden. Øvregaden med de lyse, hjemlige Huse, den vide Udsigt og den dybe Roe gjør et Indtryk paa Den, der kommer fra Strandgaden, som om han pludselig blev henflyttet til andre Tider og andre Steder. Man gaae en stille Foraarsaften opad Dræggen: paa den ene Side det lange Plankeværk og Tydske-kirken — denne Kirke med det halvcatholske Præg — og paa den anden Side nogle besynderlige, i Bergen ellers usædvanlige, Huse, med gammeldagse, hollandske Sirater, runde Gavle med Snirkler og Slangelinier, Borggaarde, Altaner o. s. v. — og man vil udentvivl forstaae og billige min Mening. Kommer man derimod ud paa Nordnæs og Haugen, gaaer man over den Sidste, forbi Frederiksberg, og seer nedover til de fattige men hyggelige Boliger med smaae Haver udenfor Dørene, de krumtliniede, forvildende Stræder, de smaae magre Faar, som nippe Græsset af de bølgende Høie — har man atter et Physiognomie, som er forskjelligt fra de tvende Foregaaende.
Til dette sidste Sted ville vi begive os. Der ligger et lidet Huus med en høitindplanket Have foran Vinduerne. Den er bevoxet med tre høie Lindetræer, Blomsterbede og Bærbuske, tætte og over Mandshøide. Alt er i det Smaae, men net og reenligt; man kunde see, at en fiin Smag havde ledet dens Haand, der vogtede de smaae Anlæg. Huset er hvidt anstrøgen, med grønne Vinduesrammer og Luger, og under den spidse Gavl er et Vindu, indentil
