„Lad mig blot komme hurtig hjem!“ hviskede Adolph og trykkede sin Broders Haand.
„Vær ikke bekymret!“ svarede Leopold — „det har ingen Fare!“
„Hvordan er dette gaaet til?“ spurgte en høi, bredskuldret Mand. Hennings Venner forklarede ham det.
„Hvor er Italieneren henne? — han maa ikke undslippe!“
„Italieneren er allerede borte herfra!“
„Men han maa findes. Er her ingen af hans Venner nærværende?“ Man pegede paa Hr. Myhler.
„Veed De, hvor Italieneren er at finde?“ spurgte Manden ham.
„Jeg veed Intet min Herre!“
„Men De er dog hans Ven? De maa vide hans Bopæl.“
„Jeg veed Intet: slet Intet!“
„Betænk Dem, førend de officielt bliver anmodet om Meddelelser, De bestemt maa kunne præstere.“
„Jeg har i saa Fald Intet at betænke. Det er tredie Gang, jeg gjentager: jeg veed Intet!“ Med disse Ord vendte han sig til den anden Side.
„Tølper!“ raabte Manten forbittret. „Man skal nok finde Midler til at gjøre Dem mere høflig og meddeelsom.“ —
Her er imidlertid Stedet, at omtale Hr. Myhler lidt nærmere: Hans Fader, der havde været Kjøbmand, døde da Sønnen endnu gik i sine Børneskoe og dennes Opdragelse blev lagt i en Moders Haand, der havde Vilie, men ikke Kraft, Ømhed men ikke Klogskab. Hun havde Formue nok til at kunne opfylde Sønnens Lyster, der
