Overgivenhed, der ingen Grændser kjendte, kunde han med eet synke ned i den dybeste Taushed, urørlig for alle de Midler, man anvendte forat oplive ham. Ligesaa pludselig var hans Overgang til Glæden igjen. Man paastod, at have seet ham, vanke ene og mørk omkring i Byens Omegn, selv langt ud paa Natten.
En Eftermiddag i Mai sade tvende Partier i den Have, der tilhører Conditoriet paa Engen. Det ene bestod af en Snees Personer. Italieneren laa under en Busk med Tobakspiben i Munden, Viinflasken og Glasset ved Siden. Tæt hos ham laa Hr. Myhler med Hænderne til Hovedpude og saae op mod Himlen. Et Stykke derfra sade de andre Consorter, dampende og drikkende. — Det andet Parti bestod af Brødrene Henning og en tolv eller fjorten Personer af deres godlideligste Omgangsvenner.
„Hei Kammerater!“ foer Italieneren pludselig op, greb et Glas, og bød de Andre følge Exempel. „En Skaal!“ — derpaa vedblev han, henvendende sig til det andet Selskab: „Nu, Venner, en Skaal! Den som ikke drikker, er en Forræder. I mine norske Venners Navne proponerer jeg, at tømme et Glas paa Undergangen af alt Dansk og Tydsk, især Lapse- og Probenreutertydsk, her i det frie Norge!“
Man sad rolig paa Brødrenes Side, indtil en Probenreuter, der havde sluttet sig til dem, rendte op og svarede; „Du italienske Lømmel! en anden Skaal: Alle Skurkes og især italienske Skurkes Undergang!“
Disse Ord var Løsenet til en Strid mellem Italieneren og
