Bøn, Hr. Henning! omtal ham aldrig — De erindrer Løftet, De gav mig!“
„Løftet? — Staaer Italieneren i Forbindelse med hiin Frække, som —“
„Ja, han gjør! — eller lad mig tilstaae Dem: det er een og samme Person.“
„Saa—aa? Een og samme Person? — — “
Ja, men hvad da? Hvorfor bli'er Deres Øie saa mørkt?“
„Een og samme Person!“ mumlede Adolph og hine Ord: „Amalia!“ og „Du“ lød som Stemmer fra Underverdenen til ham. I et Nu foer Italienerens Fortællinger som Lynglimt forbi hans Sjel og hvert af dem knuste en af hans Haabs Ranker — nu kunde han ikke længer vredes, men maatte — skamme sig.
„Men siig mig dog“ — sagde Amalia og saae ham veemodig ind i Øiet; „hvorfor gjentager De denne Opdagelse? var den Dem saa uventet, saa overraskende?“
„Nei!“ svarede Adolph koldt.
„Men De blev med eet saa alvorlig!“
„Jeg? — aldeles ikke!“
„Fader, Fader!“ sukkede Amalia for sig selv. Adolph syntes at høre hendes Suk og saae paa hende; men hendes Svagheds Øieblik var forbi; det svimlede for hendes Øine, hun foer med Haanden over Panden og spurgte med en Stemme, som om hun var den gladeste under Solen (og dog knugede Sorgen hendes Hjerte): „Kommer De paa Ballet i Aften?“
